Kystbeskyttelse
Alle former for kystbeskyttelse påvirker i større eller mindre grad de naturlige processer på kysten. Derfor skal kystbeskyttelse sigte mod at være naturlig, teknisk optimeret og fremstå som en helhedsorienteret løsning. En optimeret løsning kan være en kombination, hvor der tages flere kystbeskyttelsesmetoder i anvendelse. Ikke to kyster er ens, og derfor er det vigtigt, at de lokale forhold omkring bølger, vind, sedimenttransport, vanddybde mv. tages med i projekteringen af et kystbeskyttelsesanlæg.
Der skelnes mellem erosionsbeskyttelse, som omfatter kystfodring/sandfodring, bølgebrydere, skråningbeskyttelse, høfter og klitter, og højvandsbeskyttelse som omfatter diger, højvandsmure, mobil højvandsbeskyttelse og klitter.
Høfder
Høfder er slanke konstruktioner, der er bygget enkeltvis eller i grupper vinkelret ud fra stranden et stykke ud i havet. Formålet er at indfange sand og dermed reducere kysttilbagerykning. Nyetablering af høfder anbefales kun sjældent, da der er en del negative konsekvenser forbundet med dem, blandt andet blokerer de for den langsgående sandtransport, hvilket giver forøget erosion nedstrøms. Dertil forringes strandens æstetiske værdi, og de gør det sværere at passere på stranden.
Læs mere her
Læs mereLuk
Bølgebryder
Bølgebrydere er konstruktioner, der tvinger bølger til at bryde længere ude i kystprofilet, så der bliver mindre erosion og dermed tilbagerykning af kysten. Bølgebrydere er oftest opbygget af større sten i flere lag og kan etableres enkeltvis eller i grupper. Forudsætning for bølgebryderes virkning og stabilitet er, at der er sediment på strækningen.
Når der etableres bølgebrydere, bør der kompenseres for sandtabet nedstrøms. I kombination med kystfodring kan opnås en mere effektiv kystbeskyttelse, og forøget erosion på nedstrøms kyststrækninger kan undgås. Ulemperne ved bølgebrydere er, at de forøger erosionen nedstrøms og gør kystprofilen stejlere søværts for bølgebryderne.
Læs mere her
Læs mereLuk
Skråningsbeskyttelse
Skråningsbeskyttelse hindrer havet i at nedbryde klitter og skrænter. Konstruktionen, der kan have form som blandt andet stenblokke og betonelementer, etableres i eller ved klitten/skræntfoden.
Skråningsbeskyttelse beskytter kun klitten/skrænten, så længe fundamentet er til stede. Den kan ikke forhindre, at stranden langsomt forsvinder. Den konkrete udformning og valg af materiale afpasses efter vandstands- og bølgeforholdene på den pågældende lokalitet.
Læs mere her
Læs mereLuk
Foto: Kystdirektoratet
Etablering af hårde konstruktioner som høfder, bølgebrydere og skråningsbeskyttelse medfører typisk store gener i nedstrøms retning, da det sediment, som høfder og bølgebrydere samler, samt det sediment havet nægtes adgang til ved tilstedeværelse af skråningsbeskyttelse, mangler længere nede ad kysten. Hårde konstruktioners indgreb i naturens naturlige dynamik medfører erosion og kysttilbagerykning nedstrøms.
Hårde konstruktioner reducerer men standser ikke kysttilbagerykningen af en erosionsramt kyst. Derimod kan fodring med sand, ral eller lignende bremse kysttilbagerykningen, fordi man her kunstigt tilfører det sediment, som ellers naturligt fjernes fra kyststrækningen af havets kræfter.
Senest redigeret:
30-06-2023