KAMP - et klimatilpasning- og arealanvendelsesværktøj til miljø- og planmedarbejdere
Del artikel Print

KAMP - et klimatilpasning- og arealanvendelsesværktøj til miljø- og planmedarbejdere

KAMP er et screeningsværktøj, som sammenstiller udvalgte nationale data, beregninger og fremskrivninger, og er især rettet mod miljø- og planmedarbejdere i kommunerne.

 

KAMP viser de områder, hvor der er mulige klimapåvirkninger, som der kan være behov for at se nærmere på. Som noget helt nyt kan man i KAMP direkte aflæse, hvor mange bygninger og hvor mange kilometer vej, der potentielt kan blive påvirket af oversvømmelse og den anslåede bygningsværdi, der bringes i fare. En rapportfunktionalitet i KAMP giver endvidere mulighed for en udskrift af relevante data og kort. Værktøjet giver også mulighed for at loade en QGIS-fil, så man kan arbejde videre med de samme datasæt og kortudsnit i sine egne systemer.

 

KAMP er baseret på de nyeste kortlægninger og datasæt, der findes på nationalt plan. KAMP indeholder ikke detaljerede lokale data og modeller - eksempelvis hvordan kloakker og nedsivning kan afhjælpe ved ekstremregn, eller hvordan lokale, allerede planlagte klimasikringsprojekter vil kunne reducere risikoen for oversvømmelse.  Antagelsen er dog ofte ikke langt fra virkeligheden, når vi rammes af de helt store ekstremvejrshændelser. For ved skybrud vil kloakkerne ofte ikke kunne følge med, og efter længere perioder med regn vil jorden blive vandmættet og nedsivning begrænset.

 

KAMP vil på sigt erstatte de eksisterende værktøjer "Oversvømmelseskortet" og "Havvand på land” på klimatilpasning.dk. KAMP er i Q1 2021 blevet udvidet med nye data og kort for højtstående grundvand i en bedre opløsning end det, vi kender fra tidligere kortlægninger Dette har længe været efterspurgt af kommuner og andre aktører, der arbejder med klimatilpasning. Dermed erstatter KAMP det nuv��rende grundvandskort fra 2012. De nye data og kort for højtstående grundvand udvikles af GEUS i samarbejde med bl.a. Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

 

KAMP betyder, at miljø- og planmedarbejdere i kommunerne nu får nem adgang til udvalgte klima- og miljø-, plan- og ejendomsdata fra mange forskellige nationale databaser. Læs mere om datakilder her.

 

KAMP er udviklet af Danmarks Miljøportal i samarbejde med Miljøstyrelsen med inddragelse af KL, Erhvervsstyrelsen, Region Midt og en række udvalgte kommuner. Udviklingen af KAMP er finansieret af den fællesoffentliges digitaliseringsstrategis initiativ for klima, terræn og vand og Miljøstyrelsen.

 

Videopræsentation af KAMP-værktøjet: 

 

OBS: videoen er optaget inden den seneste opdatering med udvidet grundvandsfunktionalitet blev tilføjet, og der er derfor enkelte mindre afvigelser i brugerfladen.

 

Er du borger og gerne vil vide, om dit hus er i fare for oversvømmelse?

 

KAMP bygger på nationale datasæt, som er beregnet til screening. Det betyder, at det udelukkende kan bruges til en indledende analyse. Med andre ord, hvis dit hus ser ud til at blive oversvømmet, behøver det ikke nødvendigvis at være tilfældet i praksis. Eksempelvis kan kloakering og lokale klimatilpasnings- og kystbeskyttelsesanlæg, fx bassiner, dræn, pumper og diger betyde, at der ikke vil blive samlet så meget vand på din grund, som KAMP viser. Derudover kan der være naturlige forhold, der gør, at vandet eksempelvis hurtigt bliver nedsivet, eller at den tid, det tager for vandet at flytte sig i landskabet, gør, at vandet ikke udbreder sig helt så meget, som kortet i KAMP viser. I mange tilfælde vil det være muligt at se flere kort og få mere information på din kommunes hjemmeside.

 

Hvis du vurderer, at der er en potentiel udfordring i dit område, kan du vælge at få en fagmand til at undersøge de faktiske forhold på din grund. Her kan du eventuelt benytte dig af klimatjekordningen