Del artikel Print
Støjskærm slubrer vand fra byens tageFoto: MST

Støjskærm slubrer vand fra byens tage

En ny støjskærm kan oplagre regn fra skybrud samtidig med, at den dæmper støjen fra en af Københavns mest trafikerede veje. Med tiden kan den også blive en lille oase for byens planter og insekter.

Uden brug af pumper håndterer den tre meter høje skærm tagvand fra nabobygningen, som ellers kunne risikere at oversvømme veje og kædre under skybrud. Samtidig skaber skærmen et støjsvagt, grønt opholdsrum.

 

"Klimaskærmen, der nu står klar i Folehaven, et et eksempel på en ny innovativ løsning på nogle af de miljøudfordringer, vi står overfor. Det spændende er her, at vi forsøger at løse to problemer på én gang – vejstøj og meget regn. Vi står nu med en klimaskærm, som der forhåbentlig er interesse for at videreudvikle til gavn for ikke mindst beboere langs trafikerede veje," siger kontorchef Søren Bukh Svenningsen, Miljøstyrelsen.

 

Den nye klima- og støjskærm blev indviet 19. september 2019.

 

Ideudviklingen er finansieret af Miljøstyrelsen gennem MUDP-programmet (Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram). Tilpasning til Folehaven og den fysiske implementering er finansieret af Københavns Kommune.

 

Klimaskærmen er i modsætning til traditionelle klimaskærme ikke lavet af stål eller beton, men er derimod opbygget af træ og er også beplantet med grønne planter for både at kunne opsuge regnvand og gavne miljøet for beboere ud til stærkt trafikerede veje. Den nye klimaskærm er opsat og testes nu i Folehaven, en af Københavns mest trafikerede veje med 45.000 biler i døgnet.

 

"Med den grønne klimaskærm kan byens regnvandsafstrømning håndteres lokalt og udvidelse af kloaksystemet kan undgås, hvis klimaskærmen bliver tilstrækkeligt udbredt. Sammenlignet med andre grønne løsninger, f.eks. regnbede, har metoden den fordel, at vandet håndteres over terræn, og der skal derfor ikke graves huller og transporteres jord ud af byen," siger projektlederen, Kristoffer Amlani Ulbak, Teknologisk Institut.

 

Nedbringer støjen


"Alt for mange københavnere er desværre plaget af trafikstøj. Jeg så helst, at vi løste det problem ved at nedbringe antallet af biler og reducere deres hastighed. Men de løsninger kræver mere mod fra flertallet i Borgerrepræsentationen og i nogle tilfælde hjælp fra Folketinget. Med klimaskærmen på Folehaven forsøger vi os nu med en løsning, der nedbringer støjen, skaber mere grønt at se på og samtidig løser udfordringerne med stigende mængder regnvand," siger Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten.

 

Klimaskærmen er opbygget af pilefelt og foret med mineraluld, som kan opsuge regnvand til senere fordampning. Den er dimensioneret til at kunne klare den værste 10-årsregn og har dermed en kapacitet, der svarer til den offentlige kloak. I tilfælde af ekstremregn, der overstiger skærmens kapacitet, ledes det overskydende vand til et grønt haveareal, der ved hjælp af en omkransende vold kan klare op til 100 års hændelsen, dvs. samme niveau som det, der loves med Københavns Skybrudsplan.

 

Bruger vandet som ressource

 

"Ved at håndtere regnen lokalt kan man bruge vandet som den ressource, det vitterligt er: Til at skabe grønne miljøer med gode vilkår for naturen, og som er rare for mennesker at opholde sig i. Skærmen bliver et nyt element i byen, som skaber grønne oaser, der kan dæmpe trafikstøjen og opsuge en del af forureningen," siger professor Marina Bergen Jensen, Københavns Universitet, Sektion for Landskabsarkitektur & Planlægning, innovation, design og dokumentation.

 

Udviklingen af den tre meter høje klimaskærm af pileflet er finansieret af Miljøministeriet, mens opførelsen af den grønne klimaskærm er finansieret af Københavns Kommune og Boligforeningen 3B.

 

Tryghedsskabende byrum

 

I Boligforeningen 3B konstaterer formanden, Villy Sørensen, at den nye type klimaskærm falder godt i tråd med boligforeningens arbejde med fx at bruge regnvand fra tagene i foreningens fællesvaskerier.

 

Samtidig falder den godt ind i arbejdet med at sikre Folehaven mod overbelastede kloaker ved monsterregn.

 

"Med beplantningen tror jeg, det vil blive en smuk skærm, som både kan afskærme for trafikstøjen og tage en masse vand, som måske kan gøre nytte. Vi håber også, at skærmen kan være med til at danne et åbent, pænt og tryghedsskabende byrum bag skærmen," siger Villy Sørensen.

 

Fakta: Den grønne Klimavæg 

 

Skærmen består af en plantekasse og en væg. Tagvand fra nabobygningen føres fra nedløbsrøret, ned under jorden, op i skærmen, hvor vandet fordeles over væggen, der indeholder vandabsorberende mineraluld. Det vand, der ikke opsuges, fortsætter ned i plantekassen. Det er fordampning, der skal sikre, at vandet forsvinder inden næste regn.

 

Konkret i Folehaven bliver den grønne skærm beplantet med slyngplanter og blomstrende bunddækkende planter. Den grønne skærm er opbygget af pileflet, som er en bæredygtig måde at beskytte mineralulden på. Pilestokkene kommer fra en dansk plantage, og ved også at benytte træ som de bærende stolper er det lykkedes at skære markant ned på brugen af beton og stål, der ellers ofte udgør hovedingrediensen i støjskærme.

 

Skærmen forventes med tiden at udvikle sig til en lille oase for naturen. I Danmark er naturen generelt presset, bl.a. har vi over 200 forskellige arter af bier, der har svært ved at finde levesteder. Valget af planter tilgodeser netop bier, og dermed også andre insekter nektar og pollenafhængige insekter. Planterne på skærmen er primært hjemmehørende, blomstrende arter med lang vækstsæson. Desuden indrettes det grønne areal mellem skærmen og boligerne som en tør-eng, med masser af blomstrende stauder.

 

Klimaskærmen er udviklet af Teknologisk Institut, Københavns Universitet, Sektion for Landskabsarkitektur & Planlægning, innovation, design og dokumentation, Københavns Kommune, Aarsleff A/S og Malmos A/S.

 

Bygherre: Boligforeningen 3B.

 

Kilde: MST