Femte hovedrapport fra IPCCColourbox
Del RSS RSS Print

Femte hovedrapport fra IPCC

FN's Klimapanel, IPCC, har udgivet sin femte hovedrapport. Rapporten fokuserer på ændringerne i det fysiske klima, tilpasnings- og reduktionsmuligheder.

 

IPCC's femte hovedrapport giver en videnskabelig status på den aktuelle viden om klimaændringer og de potentielle miljømæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser.

 

Den samlede rapport består af en synteserapport, der samler og integrerer viden fra tre delrapporter og også inkluderer viden fra relevante specialrapporter.

 

Hovedbudskaber fra synteserapporten til IPCC's femte hovedrapport

 

  • Klimasystemets opvarmning er utvetydig. Atmosfæren og havene er blevet varmere, mængderne af is og sne er reduceret, og havniveauet er steget.
  • Hvert af de seneste tre årtier har været tiltagende varmere ved jordens overflade end noget forudgående årti siden 1850. Den globale middeloverfladetemperatur viser en opvarmning på 0,85 °C i perioden 1880-2012.
  • Fortsat udledning af drivhusgasser vil forårsage yderligere opvarmning og varige ændringer i alle dele af klimasystemet, hvilket øger sandsynligheden for alvorlige, udbredte og uoprettelige konsekvenser for mennesker og økosystemer.
  • Reduktioner i arktisk havis året rundt er fremskrevet for alle scenarier. I september, hvor havisudbredelsen er mindst, vil det Arktiske Ocean sandsynligvis være næsten isfrit inden midten af århundredet, hvis udledningerne fortsætter som i dag. Arktis vil fortsat opvarmes hurtigere end det globale middel.
  • Det globale middelhavniveau vil fortsætte med at stige i løbet af det 21. århundrede, meget sandsynligt med højere hastighed end observeret i 1971-2010. Uden øget handling vil havniveaustigningen i slutningen af århundredet nå 0,45-0,82 m i forhold til 1986-2005.
  • Der er øget risiko for, at et stort antal arter vil uddø på grund af klimaforandringer. Kystområderne vil fortsat være udsatte ved havniveaustigninger, der vil fortsætte de kommende århundreder, selv hvis temperaturen stabiliseres.
  • Uden øget handling vil opvarmningen i slutningen af århundredet nå 3,7-4,8 °C i forhold til det førindustrielle niveau, og det vil selv med klimatilpasningstiltag føre til meget høj risiko for alvorlige, udbredte og irreversible konsekvenser på globalt plan.
  • Tilpasning kan reducere klimarelaterede risici, men der er grænser for, hvor effektiv tilpasningen kan være, hvis ikke udledningen af drivhusgasser reduceres.
  • Det er stadig muligt at reducere udledningerne til det niveau, der er nødvendigt for at begrænse opvarmningen til 2 °C, men dette kræver betydelige reduktioner over de næste få årtier, og at de globale udledninger bringes til eller under nul i slutningen af århundredet.
  • Både reduktions- og tilpasningsindsatsen kan desuden medføre betydelige positive sidegevinster, herunder forbedret luftkvalitet, øget energisikkerhed, reduceret vandforbrug og bæredygtig landbrugs- og skovdrift.
  • Muligheden for tilpasning eksisterer i alle sektorer, men implementeringen og potentialet for at reducere klimarelaterede risici er forskellig for de enkelte sektorer og regioner.
  • Der findes mulige reduktionstiltag i alle større sektorer. Det mest omkostningseffektive er en tilgang, der kombinerer øget energieffektivisering, en omlægning til fossilfri energiforsyning og en reduktion i udslip fra samt et øget optag af drivhusgasser i skove og jorde.
  • Rapporten viser, at det kræver en reduktion i de globale drivhusgasudledninger på 40-70 pct. i 2050 i forhold til 2010, hvis vi skal have en sandsynlig chance for at holde den globale opvarmning under 2 grader.

Om delrapporterne

 

1. delrapport om den naturvidenskabelige baggrund for klimaforandringer blev offentliggjort i Stockholm i september 2013.

2. delrapport om effekten af klimaforandringer, klimatilpasning og sårbarhed blev offentliggjort i Yokohama den 31. marts 2014.

3. delrapport om modvirkning af klimaforandringer blev offentliggjort i Berlin den 13. april 2014.

 

Se link til synteserapporten og delrapporterne via links til højre.

 

Foto: Colourbox

Senest redigeret: 03-11-2014