Når det drejer sig om opbevaringsfaciliteter på et landbrug er
de vigtigste konsekvenser af klimaforandringer, at vi kan forvente
mere regn, der til tider kan være meget kraftig. Selv om der også
er udsigt til mildere vintre, vil man stadig skulle have fokus på
perioder med frost og sne. Det betyder, at der fortsat vil kunne
opstå frostskader og vandskader ved pludselige tøbrud.
Vand kan trænge ind i produktionsbygninger, maskinhuse og lader
med mere og give skader på produkter og andre ting, der opbevares
direkte på gulvet. Der kan også opstå fugtskader på
elinstallationer og maskiner. Specielt maskiner til
foderfremstilling kan være følsomme overfor fugt, da de ofte er forsynet med
computerstyring og står på vejeceller.
Vand skal bortledes og holdes ude. Vand kan trænge ind via
gulvafløb og under porte, specielt ved regnskyl hvor afløbssystemet
kan blive overbelastet, samt hvis befæstede arealer rundt om
bygningen ligger højere end terræn.
Der kan ligeledes trænge vand ind ved skotrender og andre
samlinger i tagkonstruktionen ved tøbrud og store mængder sne på
taget. Det gælder også fygesne, specielt i lader med uisolerede
tage og let vægbeklædning.
Da mange ladebygninger er uisolerede, vil indeklimaet afhænge af
vejr og temperatur udenfor. Det betyder, at landmanden og
medarbejderne skal påklæde sig efter forholdene. En uisoleret
konstruktion betyder, at der kan være betydelige
temperatur-svingninger hen over døgnet og afhængigt af
årstiden. Varme kan påvirke de oplagrede produkter, desuden
er bygningerne ikke nødvendigvis frostfrie om vinteren. Her tænkes
der især på plantebeskyttelsesmidler, maling og andre indkøbte
produkter, der ofte kræver frostfri opbevaring.