Få et gratis klimatjek
Få tjekket dit hus af fagfolk
En række fagfolk landet over tilbyder gratis klimatilpasningstjek af parcelhuse og boligejendomme.
Ændringerne i klimaet byder blandt andet på kraftigere regnskyl og skybrud - som vi allerede har oplevet i løbet af de seneste år. Du har selv ansvaret for at sikre dit hjem mod oversvømmelse, men det kan være svært præcist at vide, hvordan dit hjem bedst kan sikres mod ekstreme vejrforhold.
Derfor tilbyder flere hundrede firmaer over hele landet danskerne et gratis klimatilpasningstjek af deres bolig. Klimatjek er første skridt på vejen til at stoppe ubehagelige oversvømmelser.
Det er medlemmer af Danske Kloakmestre, Dansk Byggeris Kloaksektion, Kloakmestrenes TV-inspektion, Danske Maskinstationer og Entreprenører og Danske Anlægsgartnere og De Grønne Kloakentreprenører, der tilbyder gratis klimatjek.
Få tjekket udlejningsejendommen af fagfolk
Også udlejningsejendomme kan nu få foretaget et gratis klimatilpasningstjek. Miljø- og Fødevareministeriets aftale med en række brancheforeninger om, at en del af deres medlemmer tilbyder gratis klimatilpasningstjek, er nu udvidet. Partnerne tilbyder nu også tjek af udlejningsejendomme.
Generalforsamlingskit til grundejere
Sæt klimatilpasning på dagsordenen til næste generalforsamling i din grundejerforening eller boligforening. Det kan være en god investering, både i tid og penge, hvis I er flere, der går sammen om at sikre jeres hjem. Fælles løsninger til afledning af regnvand kan eksempelvis være billigere for den enkelte end løsninger på hver matrikel.
Naturstyrelsen har i samarbejde med Fællesforeningen af Grunderforeninger i København samlet en lille værktøjskasse – et generalforsamlingskit til grundejere – med viden og tips, som gør det nemmere at sætte emnet på dagsordenen og tage en dialog med den lokale kloakmester eller anlægsgartner. I kan invitere fagfolkene til at kigge forbi generalforsamlingen og/eller bestille til et gratis klimatjek af et eller fere af jeres huse.
Hent generalforsamlingskit (PDF)
Læs mereLuk
Læs mere om forebyggelse her.
Udover gratis klimatilpasningstjek kan man mod betaling få udarbejdet en gennemgribende handlingsplan for klimasikring af ejendomme. Dette kan ske med hjælp fra Bolius og fra rådgivende ingeniører og ingeniørfirmaer.
Senest redigeret:
03-10-2018