Del RSS RSS Print
Margrethe kog skal tiltrække engfugle og opsamle vand i ekstremt vejrColourbox

Margrethe kog skal tiltrække engfugle og opsamle vand i ekstremt vejr

26-10-2018
Et stort naturprojekt ved marskområdet Margrethe kog i Nationalpark Vadehavet skal gøre området til et internationalt mekka for ynglende engfugle samtidig med, at området kan bruges til at sikre Tønder-området mod fremtidige oversvømmelser.

Millioner af fugle besøger hvert år marskområdet Margrethe kog ved Vadehavet. Det gør området til en af de vigtigste lokaliteter for vadefugle i Danmark. Et nyt stort naturprojekt af Naturstyrelsen i samarbejde med Tøndermarsk Initiativet skal gøre området til et ideelt sted for ynglende engfugle i sommerhalvåret samtidig med, at området kan bruges til at sikre Tønder by og omegn mod fremtidige oversvømmelser i vinterhalvåret.

 

Konkret vil Naturstyrelsen hæve vandstanden i Margrethe kog ved at udbygge det eksisterende stemmeværk, indføre nye og kraftigere pumper og renovere det vidtforgrenede netværk af kanaler og grøfter i området.

 

Som bonus vil området ud over fugleparadis kunne fungere som et kæmpemæssigt reservoir på tre millioner kubikmeter for Vidåens vandmasser, hvis der opstår akut behov for klimasikring af Tønder By i forbindelse med længerevarende stormvejr.

 

Kilde: Digeposten