Del artikel Print
Ny vej suger som en svamp

Ny vej suger som en svamp

Ved ombygning af vej i Nørresundby er benyttet en ny vejtype, som kan suge og holde på vandet.

Den gamle vej til Aalborg Lufthavn er blevet ombygget med brug af perforeret asfalt, der har større mellemrum i asfalten i forhold til konventionel asfalt. Dette tillader regnvandet at løbe hurtigere igennem og videre ned i bærelaget under asfalten.

 

Bærelaget er opbygget af knuste skærver, som giver mere plads til opsamling af vand end et traditionelt bærelag. Da vejkassen samtidig holder på vandet, indtil det af sig selv siver ned i undergrunden, er der ikke anlagt kloakdæksler. Den klimasikrede vej håndterer nemlig selv regnvandet, hvorfor der ikke er behov for kloakker og overløbsbassiner.  

 

Fraværet af kloakker og overløbsbassiner betyder, at denne type klimavej faktisk er billigere end den traditionelle vejtype. Fremadrettet bliver det spændende at se holdbarheden af denne nye type asfaltbelægning, men beregninger viser, at den på 10 års sigt ikke er meget dyrere at vedligeholde end almindelige vejtyper.

 

Kilde: Nordjyske Stiftstidende og NIRAS