Flere oversvømmelser fører til rådskader i de norske træhuse. Forsikringsselskaber vil ikke længere forsikre huse i særligt udsatte områder.
Norges mange malede træhuse er truet af det stadig vådere
klima.
Det skyldes, at typehusene ikke er lige egnede til alle områder
i Norge, og det problem bliver kun større i takt med, at
klimaforandringerne tager til. Det viser ny forskning fra de norske
forskningsinstitutioner Sintef, NTNU, Multiconsult og Meteorologisk
institutt.
Husene bliver på grund af flere oversvømmelser nemlig sårbare
over for rådskader.
"Omkring 615.000 norske bygninger er i dag placeret i områder,
som gør dem specielt udsatte for rådskader. I 2100 kan risikoen for
rådskader være øget til 2,4 millioner bygninger. Dette skyldes en
kombination af nedbør og temperatur, som er ideel for opblomstring
af råd i træ", siger Cecilie Flyen Øyen fra Sintef, der har
undersøgt sårbarheden i den eksisterende bygningsmasse.
Her spiller øget brug af fliser og asfalt også ind, fordi det
medfører højere risiko for oversvømmelser.
Allerede nu har oversvømmelser været årsag til store problemer
for de norske træhuse. Alvorlige oversvømmelser i 2011 og 2013 har
nemlig fået forsikringsselskaberne til at nægte forsikring til
huse, som ligger i områder med stor risiko for oversvømmelser.
Blandt andet derfor peger forskerne nu på, at man bør opdele
Norge i klimazoner, hvor forskellige bygningsreglementer gælder. På
den måde sikrer man, at husene er tilpasset det lokale klima.
Kilde: ing.dk