Del artikel Print
Opsaml regnvand med faskiner og spar penge

Opsaml regnvand med faskiner og spar penge

Beboerne på Høffdingsvej i Valby har fået penge tilbage fra Københavns Energi ved at opsamle regnvandet i faskiner i jorden. Penge som bruges på energibesparende forbedringer i boligforeningen.

På Høffdingsvej 61-63 i Valby har man tilpasset sig klimaforandringernes store skybrud ved at grave faskiner ned i gården og i kolonihavebedet overfor boligblokken. Faskinerne opsamler regnvandet fra nedløbsrøret og fører det ned i jorden frem for ned i kloaksystemerne.

»Det er vigtigt, at vi bliver bedre til at styre regnvandet udenom kloakkerne. Regnvand bliver jo med tiden til grundvandet i vores vandhaner. Og det er temmelig rent, når det løber ned i kloakken. Men når vi blander det med kloakvandet, bliver det beskidt, og vi skal bruge energi og penge på at pumpe det frem til rensningsanlægget og rense det, så det bliver rent igen. Alt det er jo helt unødvendigt,« forklarer direktør Per Jacobsen fra Københavns Energi.

Derved sparer man energi på rensningsanlægget og undgår nemmere oversvømmede kældre, da faskinerne kan optage store mængder regnvand på kort tid. Det vil også føre til en økonomisk besparelse, da man således kunne undgå at bryde byens gader op for at udvide kloaksystemet. Kloakkerne har nemlig ikke kapacitet til disse ekstreme regnskyl, der ville komme som følge af klimaforandringerne

Beboerne på Høffdingsvej har ud fra deres projekt fået 250.000 kr. tilbage fra Københavns Energi, da alle lejere og boligejere i København, som anskaffer sig en faskine kan få op til 22.000 kr. refunderet pr. husstand. De 22.000 kr. svarer til ca. 40 % af det tilslutningsbidrag hver boligejer betaler for at lede spildevand i kommunens kloakker.

Penge som boligforeningen har brugt til nye vinduer og døre og bedre isolering af ejendommen. Boligforeningen 3B overvejer nu, om foreningens øvrige 12.000 boliger i Hovedstadsområdet også skal have faskiner.

»Der er god logik i at anlægge faskiner og bruge de penge, vi får tilbage på endnu flere miljøforbedringer, som f.eks. varmeisolering, nye vinduer og sparetoiletter,« siger projektleder René Holm.

Kilde: Valby Bladet den 10. november 2010, side 34.