Del artikel Print
Nybygget trækvarter indviet i Sverige

Nybygget trækvarter indviet i Sverige

Sveriges første parkeringshus bygget af træ er indviet i Sverige. Parkeringshuset er en del af et helt kvarter i byen, som er nybygget og helt af træ.

Trästad 2012 er et projekt som skal lede til en videreudvikling af de industrielle træbyggesystemer, for at man på bedst mulig måde skal kunne medvirke med positive effekter for miljø, energi og klima ved byfornyelser.

Således er et moderne kvarter, helt bygget i træ, for nyligt blevet indviet i Skellefteå i Sverige. Det nybyggede kvarter, kaldet Ekorren, omfatter et lejlighedskompleks og et parkeringshus med butikslokaler - det første af sin slags i Sverige bygget helt i træ.

Lejlighedskomplekset er bygget i op til 5 etager og indeholder i alt 32 lejligheder i forskellige størrelser, hvor arkitekten har bestræbt sig på at synliggøre brugen af træ i hele bebyggelsen, såvel inde som ude. 

Parkeringshuset er det første i Sverige som er bygget helt i træ. Det indeholder 141 parkeringspladser samt cirka 700 kvadratmeter kontor- og butikslokaler fordelt på seks etager, hvoraf 4 etager over jorden.

Parkeringshusets bærende elementer udgøres af et bjælkelag af såkaldt KL-træ, som er massive og formstabile limtræelementer af krydslagt grantræ. Parkeringshusets fasade er lavet af et ribbeværk hvor lys kan slippe ind til parkeringsområdet. Et kraftigt tagudhæng med synlige trædetaljer giver et nyt og spændende karaktertræk til Skellefteås centrale indkøbsgade.

kilde: www.trae.dk