Del artikel Print
Solvarme skal afkøle bygninger

Solvarme skal afkøle bygninger

Energi Fyn kan i denne uge præsentere deres nye kontordomicil, som skal køles af verdens første ventilationsanlæg drevet på solvarme.

I denne uge indvier Energi Fyn deres nybyggede kontordomicil med verdens første ventilationsanlæg drevet på solvarme, skriver Ingeniøren.

Kontordomicilets energiforbrug forventes at falde med 60 % med det nye anlæg, som ved hjælp af solopvarmet vand skal anvendes som køling og ventilation af bygningen. Yderligere vil strømforbruget i forbindelse med anlægget drives af vedvarende energikilder i form af solceller.

Ventilations- og køleanlæg
Processen til køling fra anlægget vil fungere ved, at det opvarmede vand vil affugte den indkomne luft, og derefter vil en fordampningsproces give luften den ønskede temperatur, inden den føres tilbage i bygningens lokaler. 

Det nye ventilationsanlæg er i stand til at producere vand med en temperatur på 55 grader C, samtidig med at det køler fra solfangeranlægget.
 
Projektansvarlig, Robert Blach fra virksomheden Munters, som har leveret anlægget, udtaler: "Det vil i praksis betyde, at køleanlægget vil kunne køre på solvarme året rundt, idet vores test i de seneste uger har vist, at selv på overskyede og relativt kolde dage, leverer solfangerne varmt vand med en temperatur på mere end 60 grader C".

Ventilationsanlægget køler med en effekt på 240kW og kan behandle en luftmængde på 46.000 kubikmeter i timen. Om vinteren vil anlægget opnå en varmegenvinding på 90 %.

I nødvendige tilfælde vil ventilationsanlægget kunne trække energi fra fjernvarmenettet.

Solfangeranlægget
Solfangeranlægget, som er kilden til ventilationsanlægget, dækker et areal på 37,5 km2 og yder 520 kWh pr. kvadratmeter pr. år.

Solfangeranlægget er konstrueret med et særligt antirefleksbehandlet glas, som fungerer som en masse prismer, der kan opfange solens stråler, også selvom strålerne ikke står direkte på anlægget. Hvis solen står 50 grader væk fra den direkte indstråling, vil solfangeranlægget alligevel opfange 94 % af strålingen. Dette betyder, at helt almindelig dagslys vil være nok for at opnå den nødvendige effekt.

Kilde: Ingeniøren, d. 20. marts 2009, 1. sektion, side 12/13.