Markedet alene kan ikke klare alle skaderne forårsaget af klimaforandringerne. Den optimale strategi indeholder både tilpasning og reduktion af drivhusgasudledning.
Copenhagen Consensus Center har igangsat et projekt med 21
rapporter der analyserer følgende "If the global community wants to
spend up to, say $250 billion per year over the next 10 years to
di-minish the adverse effects of climate changes, and to do most
good for the world, which solutions would yield the greatest net
benefits?"
I dag er offentliggjort rapport om klimatilpasning: Hovedrapporten
"An Analysis of Adaptatin as a Response to Climate Change" med to
tilhørende Perspective Papers.
Rapporten understreger behovet for den spontane tilpasning
(den markedsdrevne), som det er nødvendigt hele tiden sker af sig
selv.
Hovedbudskaberne i rapporten er følgende:
Markedet alene kan ikke klare alle skaderne forårsaget af
klimaforandringerne. Det er nødvendigt med politisk indgriben i
form af enten tilpasning og/eller reduktion af drivhusgasudledning.
Den optimale strategi indeholder både tilpasning og reduktion af
drivhusgasudledning.
Klimatilpasning er et effektivt instrument til at reducere
klimarelaterede skader. Gevinsterne overstiger omkostningerne i
alle de analyserede scenarier.
Nettogevinsten for samfundet bliver endnu større, hvis
der foretages både tilpasning og reduktion af
drivhusgasudledning.
Reduktion tidligt er en fordel, idet det vil mindske de fremtidige
skader, der skal tilpasses til. Endvidere kan nogle af effekterne
af reduktion være længe om at slå igennem.
Større skader og lavere diskonteringsrate fordrer reduktion og
tilpasning. Det optimale mix afhænger af diskonteringsraten og
skadernes omfang: En lav diskonteringsrate vil kræve mere reduktion
af drivhusgassudledning, mens større skader nødvendiggør mere
tilpasning.
OECD-landene bør investere i foregribende tilpasning, dog
afhængig af deres skadestruktur. Planlagt tilpasning er velegnet
til vandstandsstigninger og ekstremer.
De største klimatilpasningsomkostninger ligger i u-landene, som
vil opleve dramatisk stigning i behovet for tilpasning især efter
2050. Det bliver derfor nødvendigt med international bistand
og teknologioverførsler til de fattige lande.