Del artikel Print
VANDPLUS konference

VANDPLUS konference

Nåede du ikke at få plads på VANDPLUS-konferencen i september, hvor emnet var skybrud og sjovere byrum? Eller har du kollegaer, som skal have muligheden for at deltage? Den 8. januar gentages konferencen i Aarhus. Tilmeldingen er åbnet.

Arbejdet med at klimatilpasse Danmark er i fuld gang og involverer en lang række af forskellige aktører. Blandt disse er Realdania og Lokale og Anlægsfonden, som i samarbejde med Naturstyrelsen har etableret partnerskabet VANDPLUS, der skal skabe sjovere byer gennem klimatilpasning.

 

VANDPLUS har uddelt 12 millioner kroner til i alt fire projekter, der skal vise, at det er muligt at gennemføre klimatilpasningsprojekter og samtidig skabe helt nye værdier for borgerne og byerne. De fire projekter, der har fået bevilget støtte, ligger i Viborg, Gladsaxe, Solrød og Frederiksberg.

 

Efter en vellykket konference den 5. september med over 200 deltagere og 100 på venteliste har samarbejdspartnerne omkring VANDPLUS besluttet at gentage succesen. Denne gang kommer arrangementet til at foregå på Godsbanen i Aarhus. Der inviteres således til endnu en åben og gratis konference om klimatilpasning og byudvikling, denne gang i samarbejde med Arkitektforeningen Østjylland.

 

I invitationen, som du finder link til i højremenuen, kan du læse mere om de fire projekter og dagens program, der udover spændende oplæg og debat om de fire projekter blandt andet byder på oplæg af Herbert Dreiseitl, der er en verdens mest anerkendte arkitekter inden for klimatilpasning.

 

Derudover byder dagen på et miniseminar om mulighederne for klimatilpasning i lovgivningen med Naturstyrelsen og Forsyningssekretariat. Samlet rummer programmet en bred vifte af inspiration til, hvordan klimatilpasning i byerne kan tænkes smart og samtidig skabe bedre byrum.