Nye fiskearter i danske farvande
Del artikel Print

Nye fiskearter i danske farvande

Klimaændringerne vil påvirke fiskebestandene i de danske farvande. Det skyldes både ændringer i fødegrundlag, temperaturer og saltholdighed.

 

Ændringer i havtemperaturer påvirker fiskebestandenes produktivitet og geografiske fordeling, som kan have betydelige økonomiske konsekvenser. Vandringer af fiskebestande kan lægge pres på de eksisterende aftaler om udnyttelse af fiskebestandene og gøre det nødvendigt med helt nye aftaler.

 

Det skal bemærkes, at de faktiske udviklinger for mange af fiskearter selv under klimaforandringerne vil afhænge af fiskeriet og dermed af, hvordan dette fiskeri styres, hvilket kræver nye fleksible og adaptive forvaltninger af fiskebestandene.

 

Den globale opvarmning af verdenshavene har allerede afstedkommet en systematisk ændring i sammensætningen af det globale fiskeri. Det viser studier offentliggjort i tidsskriftet Nature. Vi kan konstatere ændringer i fiskebestande, der langt overgår tidligere tiders lokale variationer.

 

I Danmark går den overordnede tendens i retning af, at koldtvandsarter erstattes af arter fra varmere farvande. Fiskerne vil opleve, at de fisk som de er vant til at fange, som sild, torsk og rødspætter, vil begynde at forsvinde fra deres garn. Til gengæld støder fiskerne stadig hyppigere på eksempelvis ansjos, sardin, rokke og sværdfisk

 

De nye arter kræver, at fiskerne omstiller sig og investerer i nyt udstyr. Vi skal således vænne os til nye arter ikke alene i vores farvande, men også på vores spisebord.

 

Nedenfor ses en gennemgang af fem arter, vi kan forvente vil blive mere fåtallige i danske farvande, og fem arter der vil blive mere hyppige som følge af ændringer i hav- og ferskvandstemperaturer.

 

Fem arter i tilbagegang:


Colourbox Torsk

Torsk

En af vores mest populære spisefisk er meget sensitiv over for ændringer i havtemperaturer og saltindhold. Generelt vil vi opleve, at fisk i torskefamilien vil søge længere nordpå mod koldere  vande. Dette gælder også for arter som sej, lubbe (lyssej), hvilling og kuller. Foto: Colourbox

  Colourbox Sild

Sild
Sildebestanden i Nordsøen er blevet markant mindre produktiv de sidste 10 år. Sild kræver køligere havtemperaturer, og derfor bliver Nordsø-bestanden i disse år mindre produktiv, mens bestanden i farvande nord for Danmark vokser. Foto: Colourbox

 

 

Colourbox Makrel

Makrel

Søger som ovenstående arter mod køligere farvande og ses nu hyppigere i færøske og islandske farvande. Foto: Colourbox

 

 

Havtaske

Havtaske
En art der er tæt knyttet til store dybder, og som  fanges en del i Danmark som bifangst ved blandt  andet trawlfiskeri. Arten er udbredt fra Island og  det sydvestlige Barentshav til det nordlige Afrika, men den er de senere år blevet mere og mere hyppig nord for os, mens lande syd for os ikke længere fanger så mange. Foto: Colourbox

 

Tobis

Tobis er en familie under pigfinnefiskene. Der er flere arter af tobis, og de bliver typisk 15-20 cm. lange. Mellem en tredjedel og halvdelen af danske fiskefangster består af tobis, og Danmark står for 90 procent af tobisfiskeriet i EU. Tobis udgør en væsentlig del af fødegrundlaget for torsk, og den forventes at blive sjældnere i danske farvande som følge af ændringer i dens foretrukne planktonarter. 

 

 

Fem arter i fremgang:

 

Ansjos

Ansjos
Der er nu et kommercielt om end beskedent fiskeri på ansjos i Nordsøen. Arten forekommer normalt noget sydligere med store bestande i for eksempel Biscayen. 

Foto: Colourbox

  

 

Colourboxsardiner

Sardin

Art af sildefisk der kendes på de store skæl og den lille mund. Sardinen er en kystfisk, der findes fra nordvest for Afrika til Nordsøen og i Middelhavet. Den gæster regelmæssigt danske farvande. Den er en stimefisk, der lever af planktondyr. Sardinen har stor betydning for fiskeriet i blandt andet Middelhavet og ser ud til sammen med ansjosen at afløse tobisen i de danske farvande som fødegrundlag for fugle og større rovfisk. Foto: Colourbox

 

Stribet Mulle 2010

Stribet mulle

Tidligere hovedsageligt udbredt omkring Middelhavet, hvor den findes på næsten ethvert fiskemarked. Bliver oftere og oftere fanget i Nordeuropæiske og danske farvande. Foto: Henrik Carl

 

 

Tyklæbet multe

Stor saltvandsfisk med hovedudbredelse i Middelhavet. Er dog blevet meget almindelig i danske farvande og kan blandt andet iagttages og fiskes i og omkring flere danske lystbådehavne.

  

Sortmundet Kutling

Sortmundet kutling
Meget invasiv art der de senere år er indvandret til danske farvande fra området omkring Sortehavet. Biologer og Miljøstyrelsen frygter, at arten på sigt kan true en række af vores nuværende fiskebestande og arter såsom ål, rejer og skrubber. Foto: Henrik Carl

 

Øverste foto: Colourbox