Asfalt, beton og almindelige fliser hindrer, at regnvandet kan sive ned i jorden. Derfor er det ofte en god idé at erstatte dem helt eller delvist med en overflade, som vandet kan trænge igennem. Du kan for eksempel vælge grus, perlegrus, granitskærver, stenmel eller lignende.
Disse belægninger er jævne og stabile, så du kan parkere din bil på dem uden problemer. En anden mulighed er at benytte gennemtrængelige belægninger, som vandet kan sive ned gennem. Det kan for eksempel gøres ved at lægge nogle særlige flisetyper, så de ligger med brede fuger på en bund, der tåler vand.
Du kan også vælge at lægge skærver eller græsarmering, som er belægningssten med hulrum, hvor der kan vokse græs, og hvor vandet kan trænge ned til jorden. Der findes flere forskellige typer græsarmeringssten af beton eller rammer opbygget i plast. Fælles for dem er, at de er lige så stabile og holdbare som almindelige belægningssten, selvom de næsten får belægningen til ligne en almindelig græsplæne.
Det er hverken dyrere eller mere besværligt at anlægge en grøn og regnvenlig indkørsel, hvor regnvandet kan sive ned i jorden i stedet for at ende i overbelastede kloakker. Og husk, at der er regler for, hvor stor en del af grunden, du må befæste.
Med et regnbed i haven sørger du for, at der løber mindre vand til kloakken. I stedet siver regnen ned i jorden og fordamper.
Vær opmærksom på, at din kommune kan have regler omkring, hvordan belægningen i din indkørsel skal være af hensyn til skraldemændene, som evt. skal kunne køre med en beholder eller sækkevogn. Perlegrus, græs og belægningssten med hulrum anses ikke for at være kørefast underlag.