Vand fra alle sider

Kraftigere nedbør og stigende grundvand kan føre til vandskader på din ejendom. Her finder du forebyggelses- og klimatilpasningsløsninger, der kan beskytte din ejendom. Løsningerne er inddelt i 3 kategorier: vand fra oven, vand fra siden/jorden og vand fra kloak. Gennem billeder og illustrationer præsenterer vi eksempler på mulige løsninger. Bemærk, at der er tale om illustrative eksempler – de er ikke nødvendigvis den eneste eller bedste løsning for netop din ejendom. Husk at søge tilladelse hos kommunen, før du foretager klimatilpasning.

Illustration af hus med forskellige løsninger til at håndtere vand på egen grund. Illustration af Miljøstyrelsen.

Har du styr på løsninger og regler?

Der findes flere måder at holde vand væk fra huset.

Vi har samlet de bedste løsninger til 3 typer vand: 

  • Vand fra oven 
  • Vand fra siden og jorden
  • Vand fra kloakken

Inden du starter et projekt, skal du som regel søge tilladelse hos kommunen. De vurderer, om din løsning passer til grunden og overholder reglerne. Kontakt en kloakmester, hvis du er i tvivl om den rette løsning. De kan hjælpe dig med at gennemgå din bolig.

Du kan se tjekliste til klimasikring fra Bolius og Teknologisk Institut. Den giver dig et overblik over de udfordringer, du kan have.

Husforsikring ved ekstrem nedbør 

Kraftig regn og lange nedbørsperioder kan gøre, at jorden bliver mættet med vand, og risikoen for fugtskader stiger.

Hvis der sker oversvømmelse i dit hjem på grund af skybrud, dækker din husforsikring.

Skybrud defineres som:

  • 15 mm regn på 30 minutter
  • 30-40 mm regn på 24 timer

Lokal Afledning af Regnvand beskytter og mindsker vandregningen

Du kan beskytte dit hus ved at sørge for, at regnvandet bliver på grunden. Det kaldes LAR (Lokal Afledning af Regnvand), hvor regnvandet enten bliver forsinket eller holdt tilbage.

LAR kan gøres på flere måder

  1. Lad vandet sive ned i jorden
    Gennem græsplænen, vandgennemtrængelige belægninger, regnbede og faskiner
  2. Lad vandet fordampe
    Brug grønne tage
  3. Opsaml regnvand
    Brug tønder og tanke, og anvend det til havevanding eller toiletskyl for at reducere din vandregning

Løsninger til vand fra oven

Vand fra siden eller jorden

Når vand kommer fra siden eller jorden, betyder det, at jorden enten mættes, eller at havvandet stiger.

Når jorden mættes

  • Årsag: Længere perioder med nedbør eller forhøjet grundvandsspejl
  • Effekt: Vandtryk opbygges i jorden
  • Konsekvenser:
  • Trykket presser gulve op og skubber kældervægge ind.
  • Vand trænger ind gennem revner og sprækker.
  • Typiske svage punkter: riste, rør og kabler.
  • Kan forårsage skimmelsvamp, skjolder og afskalninger.

Når havvand stiger

  • Årsag: Høj vandstand i havet forhindrer afløb fra fjorde, åer og vandløb
  • Effekt: Vand ophober sig i lavtliggende områder
  • Konsekvenser:
  • Oversvømmelser kan brede sig længere ind i landet.
  • Store mængder vand presses op på land, også omkring huse.
  • Kraftig blæst og tidevand kan forårsage stormflod, hvor havvand trænger ind.

Forebyg vandskader ved afløbsrender og nedløbsbrønde

Sørg for at afløbsrender og nedløbsbrønde er:

  • Rene: Der må ikke være blade, jord eller andet, der kan blokere vandgennemstrømningen.
  • Funktionsdygtige: De må ikke være tilstoppede eller beskadigede. Vandet skal kunne løbe frit igennem.
  • I rette størrelse: De skal kunne have store mængder regnvand ved kraftige byger for at undgå oversvømmelser.

Ønsker du hjælp til at holde nedløbsbrønde rene, så læs om vedligeholdelse af brønde hos Bolius.

Regulering af området omkring dit hus

Regulér området omkring dit hus, så regnvand ledes væk med:

  • Vold eller stengærde
  • Rende
  • Fald på terræn eller belægninger

Reducér vandtryk mod kældergulv og vægge med:

  • Omfangsdræn: Leder vand væk fra jorden og bliver ført til en regnvandsbrønd. Herefter bliver det ledt videre til kloak og afløbssystem. 
  • Grundvandspumpe: Bruges ved meget store gulvarealer eller i tilfælde, hvor vandet ikke kan ledes effektivt væk fa et omfangsdræn. 

For mere viden om forebyggelse af kældervandskaber, så se forebyggelse af vandskader i kælderen hos Bolius.

Mindskning af skader ved oversvømmelse af ejendom

Oversvømmelser kan ske pludseligt og skabe store problemer. Du kan forberede og beskytte dit hjem ved at:

  • Tjekke tætheden af åbninger: Kældervinduer, kælderdøre og yderdøre skal være tætte og kunne modstå vandindtrængning
  • Beskytte med sandsække eller barrierer: Sandsække eller vandtætte barriere skal være klar til hurtig tætning af lysskakter og kældernedløb
  • Sikre værdifulde ejendele: Opbevar eksempelvis fotoalbum og dokumenter i vandtætte kasser, særligt i kældre og lavtliggende rum.
  • Hæv genstande fra gulvet: Brug reoler til at placere ejendele i en passende afstand fra gulvet

Der findes flere regler inden for naturskader, se reglerne for oversvømmelse hos Naturskaderådet.

Løsninger til vand fra siden eller jorden

Vand fra kloak

Hvis rørene i kloaknettet bliver fyldt op under et kraftigt regnskyl eller oversvømmelse, kan vandet løbe tilbage. Vandet kan trænge ind i huset, for eksempel gennem gulvafløb og toiletter, der er placeret lavt.

Forebyg dine vandskader fra kloaker med højvandslukke eller pumpebrønd

Du kan overveje at installere et højvandslukke eller en pumpebrønd for at afhjælpe problemet med oversvømmelse. Et højvandslukke kan forhindre kloakvand i at løbe tilbage og ind i dit hus. Hvis afløbene i din kælder ligger lavt i forhold til kloakken ude i vejen, er det dog i visse tilfælde bedst at installere en pumpebrønd.

Løsninger til vand fra kloak