Sjette hovedrapport fra IPCC
FN’s Klimapanel har udarbejdet en lang række klimastatusrapporter siden den første kom i 1992. Under det seneste arbejdsprogram er der udgiver 3 særrapporter, en metoderapport med opdateringer til hvordan man opgør drivhusgasudledninger samt de 3 arbejdsgrupperapporter, der udgør de tre største bidrag til panelets Sjette Hovedrapport. Hovedrapportens sidste og fjerde del, er en Synteserapport, der giver en tværgående og integreret sammenstilling af de 3 arbejdsgrupperapporter. Synteserapporten udkom i marts 2023.
Særrapport om 1,5 graders global opvarmning (2018)
Rapporten slår fast, at det har stor betydning for omfanget af klimaforandringerne, om temperaturstigningen bliver på 1,5 °C eller 2 °C.
For at begrænse opvarmningen til 1,5 °C i slutningen af århundredet er det nødvendigt med globale CO2-reduktioner på 45 % i 2030 i forhold til 2010, og udledningerne skal nå nul omkring 2050.
Alle udledningsscenarier, der leder til 1,5 °C, involverer såkaldte negative udledninger, hvor CO2 skal fjernes fra atmosfæren.
Særrapport om landsektorens rolle (2019)
Siden industrialiseringen er temperaturen over land steget næsten dobbelt så meget som den globale gennemsnitstemperatur. Klimaforandringer, herunder hyppigere og kraftigere vejrekstremer, har påvirket fødevareforsyningen og terrestriske økosystemer negativt, og har bidraget til ørkenspredning og jordbundsforringelse i mange regioner. Klimaforandringer skaber yderligere pres på landjorden og forværrer derved de eksisterende risikofaktorer, der påvirker levevilkår, sundhed, biodiversitet, økosystemer, infrastruktur og fødevaresystemer.
Alle udledningsscenarier, der er i tråd med en målsætning om at begrænse opvarmningen til 1,5 grader eller et godt stykke under 2 grader, kræver reduktionstiltag i landsektoren og jordomlægning, og de fleste kombinerer på forskellig vis bioenergi, genplantning af skov, skovrejsning og reduceret skovrydning.
Særrapport om hav og is (2019)
Det globale havniveau er steget med tiltagende fart de seneste årtier, forsaget af stigende afsmeltning af Indlandsisen og Antarktis’ iskappe og kombineret med fortsat afsmeltning fra gletsjere og varmeudvidelse. Ekstreme vandstandshændelser, kysterosion og farlige vejrhændelser i kystområder er forøget på grund af et stigende havniveau kombineret med kraftigere vinde og større regnmængder fra tropiske cykloner og ekstreme bølger.
Indskrænkning af kryosfæren i Arktis og i bjergområder har siden midten af det 20. århundrede haft primært negative konsekvenser for fødevareforsyningssikkerhed, vandressourcer, vandkvalitet, levevilkår, sundhed, infrastruktur, transport, turisme og rekreation og samfunds kultur. Dette især for oprindelige folk. Fordele og ulemper er ulige fordelt mellem befolkningsgrupper og regioner. Klimatilpasningstiltag har draget nytte af at inkludere viden fra oprindelige folk og lokalsamfund.
Sjette Hovedrapport, del 1: Klimaeffekter, fremtidige risici og klimatilpasning (2021)
Det er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimasystemet, og at udbredte og hastige klimaforandringer har fundet sted.
Den globale overfladetemperatur var 1,09 °C højere i 2011-2020 end 1850-1900. Hvert af de sidste fire årtier har været tiltagende varmere end noget foregående årti siden 1850.
For hver halve grad den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være statistisk signifikante stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og alvorlig tørke.
Det estimeres, at den globale opvarmning overstiger 1,5 °C i de tidlige 2030-ere.
Mange af de forandringer, der forårsages af drivhusgasudledninger frem til i dag og i fremtiden, er irreversible i århundreder, op til årtusinder. Det gælder særligt forandringer i havene, iskapperne og det globale havniveau.
Sjette Hovedrapport, del 2: Modvirkning af klimaforandringer (2022)
Den samlede videnskabelige evidens er utvetydig: Klimaforandringer er en trussel mod menneskers helbred og klodens tilstand. Enhver yderligere forsinkelse af fælles global handling for tilpasning og reduktionsudledninger vil forpasse muligheden for at udnytte et lille og hurtigt-lukkende vindue, der kan sikre en beboelig og bæredygtig fremtid for alle.
Menneskeskabte klimaforandringer, herunder hyppigere og mere intense ekstreme hændelser, har forårsaget udbredte negative konsekvenser og påført natur og mennesker tab og skader. Det er observeret, at de mest sårbare befolkninger og systemer påvirkes disproportionalt på tværs af sektorer og regioner. Stigningen i ekstreme vejr- og klimahændelser har ført til irreversible effekter, da naturlige og menneskelige systemer presses over grænsen for mulig tilpasning.
Menneskers og økosystemers sårbarhed over for klimaforandringer varierer væsentligt mellem og inden for regioner. Omtrent 3,3 til 3,6 mia. mennesker lever under forhold, som er særdeles sårbare over for klimaforandringer. En stor andel af arter er sårbare over for klimaforandringer.
En global opvarmning, som nærmer sig 1,5°C i den nære fremtid, vil forårsage uundgåelige stigninger i adskillige klimarelaterede farer og betyde adskillige risici for økosystemer og mennesker. Indsatser i den nærmeste fremtid, der begrænser den globale opvarmning til nær 1,5 °C, vil sammenlignet med højere opvarmning reducere forventede klimarelaterede tab og skader i menneskelige systemer og økosystemer betydeligt, men kan ikke forhindre dem alle.
Tab af biodiversitet, forringelse, skader og transformationer af økosystemer er allerede nøglerisici i alle regioner på grund af global opvarmning og vil fortsætte med at eskalere med enhver forøgelse af den globale opvarmning.
Hvis den globale opvarmning midlertidigt overskrider 1,5 °C i de kommende årtier (såkaldt overshoot), vil mange menneskelige og naturlige systemer udsættes for yderligere alvorlige risici sammenlignet med et scenarie, hvor den globale opvarmning forbliver under 1,5 °C.
Havniveaustigninger udgør en markant og alvorlig udfordring for tilpasning, da det indebærer håndtering af forandringer, der sætter langsomt ind, samt en øget hyppighed og størrelse af ekstreme vandstandshændelser, som kommer til at eskalere i de kommende årtier.
Der findes gennemførlige og effektive muligheder for klimatilpasning, som kan reducere risici for mennesker og natur. Mulighederne for implementering af tilpasningstiltag i den nære fremtid varierer på tværs af sektorer og regioner. Effektiviteten af tilpasning i forhold til at reducere klimarelaterede risici er dokumenteret i specifikke sammenhænge, sektorer og regioner, og vil falde i takt med stigende opvarmning.
Sjette Hovedrapport, del 3: Observerede og fremtidige klimaforandringer (2022)
Den samlede menneskeskabte udledning af drivhusgasser er blevet ved med at stige gennem perioden 2010-2019. Den gennemsnitlige årlige drivhusgasudledning i perioden 2010-2019 var højere end i noget tidligere årti, men stigningen mellem 2010 og 2019 var lavere end stigningen mellem 2000 og 2009.
De globale drivhusgasudledninger i 2030 der tilsvarer implementeringen af de Nationale Handleplaner (NDC’er) indmeldt inden COP26, gør det sandsynligt, at opvarmningen vil overstige 1,5 grader i løbet af det 21. århundrede. Hvis det derefter fortsat skal være sandsynligt at begrænse opvarmningen til under 2 grader, kræver det hurtig handling efter 2030.
Globale drivhusgasudledninger forventes at toppe mellem 2020 og senest i 2025 i globale udledningsscenarier, der begrænser opvarmningen til 1,5 grader eller 2 grader. Uden styrkede politikker, der rækker længere end dem, der var implementeret i slutningen af 2020, forventes drivhusgasudledningerne at stige efter 2025, hvilket vil lede til en gennemsnitlig global opvarmning på 3,2 grader i 2100.
Globale netto-nuludledninger af CO2 opnås i de tidlige 2050’ere i udledningsscenarier, som begrænser opvarmningen til 1,5 grader, og omkring de tidlige 2070’ere i dem der begrænser opvarmningen til 2 grader. Udrulning af teknologier til CO2-fangst (CDR, Carbon Dioxide Removal) er uundgåelig hvis netto-nuludledning af CO2, eller af drivhusgasser samlet set, skal opnås, fordi svært-omlæggelige tilbageværende emissioner skal modbalanceres.
Omfattende reduktioner af drivhusgasudledninger inden 2030 og 2040, særligt af metan-udledninger, sænker opvarmningsniveauets toppunkt, reducerer sandsynligheden for overshoot og fører til mindre afhængighed af en netto-negativ CO2-udledning, der vender opvarmningen i den anden halvdel af århundredet. Hvis en netto-nul CO2-udledning opnås og bevares, resulterer det i et gradvist fald i opvarmningen.
Reduktion af drivhusgasudledningen på tværs af hele energisektoren kræver gennemgribende omstilling, herunder en substantiel reduktion i generel brug af fossile brændsler, udnyttelse af lavemissionsenergikilder, et skift til alternative energilagringsmetoder, energieffektivisering og -besparelse. Fortsat anlæg af fossile brændsler uden CCS vil ’fastlåse’ udledninger af drivhusgasser.
Den globale økonomiske fordel ved at begrænse opvarmningen til 2°C, er vurderet til at overstige prisen for handling.
Fremskyndet og retfærdig klimahandling, både som modvirkning og tilpasning til klimaforandringernes konsekvenser, er kritisk for at sikre bæredygtig udvikling.
Internationalt samarbejde spiller en afgørende rolle for at nå ambitiøse målsætninger for modvirkning af klimaforandringer. UNFCCC, Kyotoprotokollen og Parisaftalen understøtter styrkede nationale ambitioner og motiverer udvikling og implementering af klimapolitikker, selvom der stadig er mangler.
Sjette Hovedrapport, Synteserapport
Synteserapporten er en sammenstilling og opsummering af viden fra de tre delrapporter og tre specialrapporter, der tilsammen udgør IPCC’s Sjette Hovedrapport. Synteserapporten udgør den formelle afslutning på IPCC’s sjette hovedrapport.
Udvalgte hovedbudskaber fra IPCC’s Synteserapport:
Menneskets udledninger fører til opvarmning, havniveaustigning og mere ekstremt vejr
Menneskers udledninger af drivhusgasser har ubestrideligt ført til global opvarmning, så den globale overfladetemperatur i 2011-2020 var 1,1 °C højere end i perioden 1850-1900. Stigning i havniveau er uundgåeligt i århundreder, måske endda årtusinder pga. den fortsatte opvarmning af dybhavet og afsmeltning af iskapper. Som følge af stigning i havniveau vil hændelser, der nu forekommer én gang hvert århundrede i år 2100 forekomme årligt ved flere end halvdelen af de steder, hvor vandstand måles.
Global opvarmning har alvorlige konsekvenser for mennesker og for kloden
Fortsatte udledninger vil lede til stigende global opvarmning, og enhver decimal, temperaturen stiger med, vil intensivere sammenfaldende farlige klima- og vejrhændelser. Globale temperaturstigninger forøger risikoen for, at arter uddør og for irreversible tab af biodiversitet i økosystemer. Nogle af de konsekvenser, der øges i den nærmeste fremtid, er varme-relateret sygdom og dødelighed, oversvømmelser i kystområder og et fald i fødevareproduktion i nogle regioner.
Muligheder for klimatilpasning begrænses af opvarmning
Der har været fremgang i planlægning og implementering af klimatilpasning i alle sektorer og regioner med dokumenterede fordele og varierende effektivitet. Tilpasningsmuligheder, der i dag er rentable og effektive, vil blive begrænset og mindre effektive med stigende opvarmning. Med stigende opvarmning vil nogle tilpasningsmuligheder nå sine begrænsninger, og for at undgå fejlslået tilpasning skal tilpasning være langsigtet og tværgående.
Dybe og hurtige reduktioner kræves for at overholde Parisaftalen
De reduktionsmål, landene har meldt ind til UNFCCC inden COP26, vil føre til en temperaturstigning på 2,8°C i år 2100. Det kræver større investeringer end de nuværende at nå klimamålene på tværs af sektorer og alle regioner. Globale drivhusgasudledninger skal toppe senest i 2025 og reduceres med 43 pct. i 2030 for at nå i mål med en maksimal temperaturstigning på 1,5°C i 2100.
Vedvarende energi er omkostningseffektivt
Investeringer i fossile brændsler er stadig større end investeringer i reduktion af udledninger og klimatilpasning tilsammen. Mange reduktionsmuligheder bliver stadig mere rentable. Fra 2010–2019 har der været et fald i enhedsprisen på solenergi på 85 pct. og vindenergi på 55 pct. Store reduktionsbidrag med lave omkostninger kommer fra sol, vind, energieffektivisering og metan.
Netto-nuludledninger er nødvendige og fossile brændsler skal udfases
Global netto-nuludledning af CO2 er nødvendig i midten af dette århundrede for at holde opvarmningen under 1,5°. Netto-nuludledning af CO2 i energisektoren kræver bl.a. en substantiel reduktion og minimal brug af fossile brændsler (uden CCS), CCS for tilbageblivende fossile brændsler, CO2-frie elsystemer, udbredt elektrificering, energibesparelser og -effektivisering, samt alternative energimuligheder.
Klimahandling og globale udviklingsmål hænger sammen
Acceleration i klimahandling og -tilpasning er en nødvendighed for bæredygtig udvikling og har store fordele i forhold til at opnå de globale udviklingsmål. Uden hastige, store og vedvarende globale udledningsreduktioner og acceleration i tilpasningsløsninger vil tab og skader fortsætte med at stige, og negative konsekvenser vil ramme de fattigste og mest sårbare befolkninger hårdest.