Om Vandet fra landet
Del RSS RSS Print

Om Vandet fra landet

Vandet fra landet kan skabe store problemer i byerne, når vandløb går over deres bredder og oversvømmer byen. Den problemstilling arbejder partnerskabet Vandet fra landet med.

 

Partnerskabet startede i januar 2014 og sætter fokus på løsninger for vandhåndtering på landet, som kan standse eller forsinke vandet, der løber mod byerne. Partnerskabet er finansieret af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning som en del af regeringens innovationsstrategi og består af Teknologisk Institut, Orbicon og Smith Innovation.

 

Fire store åer  

Partnerskabet tager udgangspunkt i fire åer, der skaber store oversvømmelser i byområder. Det er Storå ved Herning og Holstebro, Ege Å og Aarhus Å ved Århus, Højbro Å ved Gribskov samt Grejs Å ved Vejle. Desuden medvirker SEGES, Region Midtjylland samt Danske Maskinstationer og Entreprenører i partnerskabet.

 

Formålet med partnerskabet er at udvikle, dokumentere og præsentere klimatilpasningsteknologier, der kan håndtere vandet fra landet og dermed aflaste byområder under skybrud og ved ekstreme nedbørssituationer.

 

Løsninger

Der findes allerede mange løsninger til håndtering af vandet fra landet. Grundlæggende kan man styre oversvømmelser ved at sikre sig "langsommere" vandløb, ved at skabe plads til magasinering langs vandløbets bredder eller ved en ændret vedligeholdelsesstrategi for et vandløb.

 

Man kan også forestille sig, at man kan opmagasinere mere vand i jorden ved regulering af drænafstrømning. Man kan bygge dæmninger eller have varsling med tilhørende beredskab med sandsække, pumper m.v. Man kan også tænke sig løsninger, hvor landmanden "sælger" retten til at opmagasiner vand på jorden langs åen i perioder.

 

Gennem partnerskabet samles og systematiseres disse løsninger, så forsyninger og kommuner får et mere objektivt grundlag til vurdering af de forskellige løsninger.

 

Tanken bag partnerskabet er også, at der skal være mulighed for at udvikle og teste nye løsninger. Sammen med interesserede virksomheder skal der udvælges nogle nye løsningsmuligheder, som kan udvikles i samarbejde med virksomheder, der har interesse i at markedsføre og opskalere løsninger bredt i det danske og udenlandske marked.

 

Nye løsninger er ikke nødvendigves nye "dimser" til regulering af en vandstrøm. Det kan for eksempel være varslingssystemer, beredskabsmetoder, andre arbejdsmetoder, modelberegninger, planlægningsværktøjer eller nye måder at kombinere kendte løsninger på.

 

Det er tanken, at der vælges nogle løsninger ud, som det er muligt at markedsmodne i projektets levetid, og at metoderne så afprøves i et eller flere af de involverede å-systemer. Dermed fås både driftserfaringer og dokumentation for de nye løsninger.

 

Et innovationsskabende netværk

Endelig er det tanken, at der gennem partnerskabet kan skabes et åbent innovationsskabende netværk, der på længere sigt kan sikre en fortsat udvikling af klimatilpasningsløsninger for vandet fra landet. Hvis dette lykkes, kan netværket udgøre en model for fremtidig offentlig-private tværsektionelle partnerskaber.

 

Projektpartnerne starter med to workshops, hvor problemer og løsningsmuligheder i de fire å-systemer belyses, og det vurderes, om der er problemstillinger og løsningsmuligheder, der er relevante i alle fire å-systemer. Arbejdet med at finde virksomheder, der er interesserede i udvikling af nye løsninger, er påbegyndt. Partnerskabets deltagere er derfor interesserede i få input, både vedrørende løsningsmuligheder for vandet fra landet og fra firmaer, som har eller vil være med til at udvikle produkter, der kan anvendes til at forsinke vandstrømmen fra landet i kritiske perioder.

 

Senere vil der i pilotpartnerskabet bliver afholdt temadage og workshops, hvor resultaterne fra pilotpartnerskabet vil bliver formidlet.

Senest redigeret: 05-07-2016