Ofte stillede spørgsmål
Her kan du finde svar på spørgsmål om, hvordan folkesundheden påvirkes af klimaændringerne
Giver klimaændringerne nye sygdomme i Danmark?
Svar: Ja, varmere vejr kan betyde, at sygdomsoverførende insekter, dyr og planter får bedre vækstbetingelser på vores breddegrader. Det kan være skovflåter inficeret med fx Borrelia, myg inficeret med malaria eller rotter inficeret med leoptospira. De nævnte parasitter kan medføre alvorlige sygdomme hos mennesker.
Læs mere under Infektioner
Læs mereLuk
Giver flere solskinstimer øget risiko for hudkræft?
Svar: Hvis man opholder sig udendørs uden solbeskyttelse i form af tøj eller solfaktor, mens solen står højt på himlen, er der en øget risiko for at udvikle hudkræft. På vore breddegrader er det specielt tilfældet i månederne april til august. Opholder man sig på stranden, eller er man på skiferie, skal man være særlig opmærksom på at beskytte sig på grund af solens øgede refleksion fra omgivelserne. Befinder man sig nærmere ækvator, hvor solen står mere lodret, er solens stråler kraftigere hele året, hvorfor det anbefales at beskytte sig mod solen.
Læs mere under Helbredsproblemer ved sol og varme
Læs mereLuk
Vil et fugtigere klima give indeklimaproblemer?
Svar: Ja, øget fugtighed medfører øget risiko for vækst af svamp og skimmel, som kan give helbredsproblemer i form af irritation af slimhinder, hoste og træthed og i nogle tilfælde udvikling af allergi.
Læs mere under Indeklimaproblemer
Læs mereLuk
Kommer der flere lynnedslag i fremtiden?
Svar: Klimaændringerne vil betyde flere episoder med voldsomt uvejr inklusiv lyn og torden. Statistisk omkommer ca. hvert fjerde menneske, der bliver ramt af lynet og i Danmark har det gennem de sidste 10 år betydet ét dødsfald hvert andet år. Da følgevirkninger efter at være blevet ramt af et lyn kan være et meget forhøjet blodtryk, høj puls og hjerteflimmer, bør den ramte altid behandles af en læge hurtigst muligt.
Det sikreste sted at opholde sig under et tordenvejr er i en bil, hvor lynet via karosseriet ledes til jorden. Man skal undgå ophold i åbent terræn, nær enkeltstående træer, elmaster og andre høje genstande og undgå berøring af metalgenstande som for eksempel golfkøller. Kan man ikke nå indendørs, kan man krybe sammen på hug et lavt sted i terrænet eller lægge sig fladt ned på jorden.
Hvis lynet slår ned i et hus, vil det ofte følge elektriske installationer og metalgenstande i huset som eksempelvis vandrør. Man skal derfor ikke røre disse og også undlade at bruge fastnettelefonen og tændte elektriske installationer. Skader på elektroniske apparater kan undgås ved at trække stikket ud.
Læs mereLuk
Vil klimaforandringer medføre mere allergi og astma?
Svar: Ja, varmere vejr kan forlænge pollensæsonen og fremme væksten af allergifremkaldende planter. Det vil betyde, at flere mennesker udvikler allergi og astma, og at de, som i forvejen har pollenallergi, får forværret deres allergi og evt. udvikler allergi over for andre slags pollen.
Læs under Pollenallergi
Læs mereLuk