Bortledning af regnvand
Del RSS RSS Print

Bortledning af regnvand

Mere nedbør sætter kloakker og afløbssystemer under pres

Pludselige og kraftige regnskyl, som i løbet af relativ kort tid sætter kældre og veje under vand, er et fænomen, som danskerne har oplevet en del gange igennem de senere år. Forudsigelserne for klimaforandringerne taler om mere og kraftigere regn.


De danske vintre forventes at blive mildere og fugtigere med stigende mængder af nedbør, mens somrene sandsynligvis vil blive præget af længere tørre perioder samtidig med, at der bliver kraftigere skybrud.

Den årlige middelnedbør på landsplan i Danmark er steget med omkring 100 millimeter siden 1870. Hyppigheden af ekstreme regnvejr er steget, og FN's klimapanel, IPCC, forventer, at vi oftere vil komme til at opleve ekstreme regnskyl.

Som gennemsnit forventes årsmiddelnedbøren at stige med ca. 7 procent frem mod 2050. Danmark kan hen imod slutningen af dette århundrede forvente en stigning i årlig middelnedbør på ca. 14 procent.

Mange kloaksystemer kan have svært ved at klare det, når himlen pludselig åbner sig med vandmængder på op til 30 til 60 millimeter. Resultatet kendes kun alt for godt i form af oversvømmede veje og kældre.


Det er derfor nødvendigt at omlægge håndteringen af regnvand. I videst mulig omfang bør regnvandet håndteres lokalt ved øget nedsivning (faskiner og nedsivningsbassiner)  og fordampning (grønne tage). Mange steder vil man opleve, at regnvand helt frakobles kloakeringssystemerne.

Senest redigeret: 19-06-2014

Kontakt

LOADEMAIL[nst]DOMAIN[nst.dk]Miljøstyrelsen
Vandforsyning og Vandplanlægning
Tlf.:+45 72 54 20 00