Invasive arter får bedre betingelser
Del RSS RSS Print

Invasive arter får bedre betingelser

Klimaændringerne kan give både nuværende og nye invasive arter bedre livsbetingelser.

Udbredelsen og forekomsten af mange af de nuværende plante- og dyrearter vil ændres i det fremtidige klima.
 
Et varmere klima kan også betyde, at dyr eller planter fra andre dele af verden, der er kommet hertil med menneskers hjælp, får bedre livsbetingelser i Danmark. Hvis de begynder at brede sig og udkonkurrere naturligt hjemmehørende arter, kaldes de invasive. Invasive arter kan medføre problemer og vil ofte være svære at begrænse, da de ikke har naturlige fjender.

Bjørneklo og dræbersnegl er velkendte eksempler på invasive arter, som allerede giver problemer. Klimaændringerne vil med stor sandsynlighed give mange eksisterende og nye invasive arter bedre livsbetingelser. Nedenfor beskrives nogle af de arter, som optræder eller kan begynde at optræde invasivt på grund af klimaændringerne.

Stillehavsøsters 
Stillehavsøsters (Crassostega gigas) blev introduceret til akvakultur (havbrug) i den tyske del af Nordsøen i 1964. Stillehavsøsters er normalt hjemmehørende i Japan og Sydøstasien, hvor havtemperaturen er højere end i Nordsøen. Derfor bredte stillhavsøsters sig ikke fra havbrugene i en årrække, fordi østerslarverne ikke kunne overleve det kolde vand.

Klimaændringer har fået havtemperaturerne i Nordsøen til at stige, og fra 1990 har stillehavsøsters etableret sig i de relativt varme vande i Vadehavet og Limfjorden.

Stillehavsøsters forventes at blive en alvorlig trussel imod blåmuslingen, fordi østersen sætter sig oven på blåmuslingerne og spiser den føde, som er blåmuslingernes fødegrundlag. Blåmuslingerne selv er fødegrundlag for en lang række arter, for eksempel edderfugle, strandskader og sølvmåger, som derfor vil blive påvirkede.
 
Bestanden ventes at vokse, såfremt vandtemperaturen i de danske farvande fortsat stiger. Der findes ingen umiddelbar mulighed for at bekæmpe arten.


Bynke-ambrosie
Bynke-ambrosie er i familie med de bynke-arter, der er hjemhørende i Danmark. Bynke-ambrosie kommer fra Nordamerika og er blandt andet kommet til Danmark via import af foderblandinger til fugle. 

Hidtil har det danske vejr været for koldt til, at frøene fra bynke-abrosie kunne spire, men nu mener biologer, at planten kan levere levedygtige frø i Danmark. Desuden vil det varmere vejr betyde, at bynke-ambrosie ligesom mange andre arter vil kunne producere flere frø.

Værre for personer med pollen-allergi
For pollen-allergikere er bynke-ambrosie værre end den danske bynke (gråbynken). På en skala fra 1 til 5 ligger bynke-ambrosie på 5 og gråbynken på 4. Desuden kan bynke-ambrosie medføre, at en større del af befolkningen udvikler allergi.

Det bedste man kan gøre for at undgå spredningen af bynke-ambrosie er at hive planten op med rode og smide den i en affaldspose til normal affaldsforbrænding. Bynken vokser typisk langs veje, togbaner og byggetomter samt steder, hvor der har været fodret med fuglefoder.

Senest redigeret: 26-06-2015