Nybyggeri
Del RSS RSS Print

Nybyggeri

Vore dages nybyggerier skal bygges til fremtidens klima

Nyt byggeri, der projekteres og opføres i dag, må forventes at få en levetid på 50-100 år - afhængig af byggeriets karakter og kvaliteter måske endnu længere. Det kan dermed med stor sikkerhed forudses, at det i sin levetid vil blive udsat for klimaforandringens forventede effekter, blandt andet i form af mere ekstreme vejrfænomener.

 

Klimaforandringerne vil udfordre byggeriet på en række forskellige måder. Konstruktionerne skal modstå stærkere storme og større snelaster. Klimaskærm, terræn og afløbsinstallationer skal bortlede større mængder regn- og smeltevand. Stærkere uv-stråling om sommeren kan sammen med mildere, fugtigere vintre accelerere nedbrydningen af organiske byggematerialer. Det fugtigere vejr om vinteren vil påvirke indeklimaet. Det samme vil flere og længere hedebølger om sommeren.

 

Bygningsreglementet vil løbende blive tilpasset ændringer i klimaforholdene - idet eventuelle skærpelser i de generelle krav dog altid vil ske i en afvejning med eventuelle fordyrende effekter på byggeriet. Det påhviler derfor også bygherrer og deres rådgivere selvstændigt at forholde sig til klimaproblematikken i relation til aktuelle byggeprojekter.

 

Under ét medfører klimaforandringerne en højere grad af uforudsigelighed og en række forøgede risici. Det kan derfor være relevant - ved opstarten af ethvert nyt byggeprojekt - at udføre en indledende screening og risikoanalyse, der i relation til sandsynlige klimahændelser kan identificere de forhold, man eventuelt skal have særligt øje for ved det aktuelle byggeri.

 

Som det gælder i mange sammenhænge, håndteres også klimaproblematikken bedst og billigst ved at have omtanke for det fremtidige klima, når man designer og projekterer. Det fordrer, at man tidligt i projekteringen opstiller en plan med prioriterede målsætninger i forhold til de fokuspunkter, der identificeres ved screeningen. På det grundlag kan der så formuleres forslag til virkemidler og strategier, som man kan arbejde med, når man under projekteringen skal finde de bedste løsninger. Det tilvejebringer samtidig grundlaget for, at man løbende gennem projektets detaljering kan tjekke, om målsætningerne indfris - akkurat som i DANSKE ARKs paradigme for bæredygtig projektering.

 

At sørge for, at nutidens byggerier er forberedt på fremtidens klimaer, er et anliggende, som stiller krav til omtanke og omhu hos alle involverede: Bygherren som stiller kravene. Arkitekterne som skal have det for øje i designet. Ingeniørerne som laver konstruktionsprojektet. Håndværkerne som skal udvise omhu ved udførelsen.

 

Se i undersiderne her, hvad man især bør have for øje, når man planlægger og projekterer nyt byggeri, der skal være forberedt for fremtidens klima. De fleste faktorer er også relevante at inddrage ved planlægning af større renoveringer.

Senest redigeret: 08-06-2016

Kontakt

LOADEMAIL[tvr]DOMAIN[sbi.dk]Torben Valdbjørn Rasmussen
Seniorforsker
Statens Byggeforskningsinstitut
Tlf.:99 40 22 72

LOADEMAIL[chm]DOMAIN[tbst.dk]Charlotte Micheelsen
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen
Tlf.:41 78 05 06

LOADEMAIL[mehe]DOMAIN[tbst.dk]Mette Hesthaven
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen
Tlf.:41 78 05 20