Kort om projektet

Vej- og tagvand kan indeholde forurenende stoffer. Et dansk udviklet system fjerner de forureninger, som kontakten med asfalt, beton og de øvrige overflader medfører.

Det sker uden brug af kemikalier og uden brug af pumper – tyngdekraften klarer transporten af vandet. Systemet kaldes dobbeltporøs filtrering (DPF).

Alt efter de lokale ønsker og behov kan man vælge at lede vandet direkte til en nærliggende sø, et vandløb eller et havnebassin, eller man kan anvende det til rekreative formål som springvand og kanaler. Det kan også nedsives til grundvandet. Vandkvaliteten er tilstrækkelig god til, at man kan lede vandet til følsomme recipienter.
Status

Systemet er grundigt afprøvet

Efter gode erfaringer fra pilot- og testanlæg i Ørestaden, Vanløse samt Mårslet ved Aarhus har Allerød Kommune anlagt det første komplette DPF-anlæg ved Lynge Nord.

Professor Marina Bergen Jensen, Københavns Universitet, fik ideen til det dobbeltporøse filtreringsprincip i 2001.

I første omgang testede hun princippet i et 2 meter langt laboratoriefilter.

Senere, i 2005-2006, opførte Københavns Kommune et pilotanlæg til rensning af vejvand i Ørestaden.

Efter en indkøringsfase blev de første data fra regnskyl indsamlet og analyseret af Marina Bergen Jensens forskningsgruppe ved Københavns Universitet i 2007.

Analyserne viste, at metoden virker, og at det rensede vand overholder de grænseværdier, som Københavns Kommune foreskriver.

I 2013 er der også etableret testanlæg i Vanløse samt i Mårslet ved Aarhus. Resultaterne fra Vanløse og Mårslet bekræfter, at metoden fungerer og, at rensningen er tilfredsstillende. Dokumentationen er omfattende og består både af målinger på naturlige regnskyl og på forsøg, hvor forskerne med vilje har tilsat forskellige forureninger til vandet.

Dokumentationen omfatter evnen til at rense for i alt 43 stoffer, som kan forekomme i regnvand, der rammer veje.

På baggrund af de gode erfaringer fra pilot- og testanlæggene anlagde Allerød Kommune i 2015 et komplet DPF-anlæg ved Lynge Nord.

Det rensede vand ledes til en ny sø, hvor målet er en bestand af stor vandsalamander og andre dyrearter samt planter, som kræver rent vand.
Baggrund

Nødvendigt at rense regnvandet

Regnvandet når på sin vej fra veje, fortove og bygninger at blive forurenet med en række stoffer, som er problematiske for miljøet.

Det er spild af ressourcer, når regnvand, som rammer veje, fortove og bygninger, ledes i kloaksystemet. Det er nærliggende at opsamle vandet og lede det uden om kloakken direkte til vandløb, søer eller til havet.

Men vandet har et indhold af forskellige miljøfremmede stoffer, der blandt andet stammer fra kontakten med asfalt, beton og øvrige overflader.

I fokus er især en række tungmetaller, suspenderet stof og fosfor, lige som vandet kan være forurenet med sprøjtemidler og en række andre organiske mikroforureninger, blandt dem PAHer.

Samtidig ville det være uforholdsmæssigt dyrt at oprette separate rensningsanlæg baseret på traditionelle metoder, som kunne rense regnvandet.
Løsning

Filtre med kalk fanger forureninger

En lille niveauforskel i anlægget er nok til, at tyngdekraften får vandet til at strømme langsomt gennem et system af filterbokse. Behovet for vedligeholdelse er minimalt.

Princippet bag dobbeltporøs filtrering (DPF) er inspireret af naturen, men på en lidt bagvendt måde.

Almindelig jord indeholder en masse sprækker og regnormegange, der kan transportere vand effektivt, men som også kan betyde at forurenende stoffer kan undgå at blive fanget af jorden.

Sprækkerne fungerer nærmest som motorveje for kemikalier, som derfor kan nå dybt ned. I det danske DPF-system foregår rensningen i vandrette lag, hvorved rensningen optimeres.

Takket være en lille højdeforskel mellem vandet i indløb og udløb kan tyngdekraften gøre arbejdet. Niveauforskellen beskrives teknisk med den hydrauliske gradient, som er 10 0/00.

Inden selve rensningen løber vandet ind i et forsinkelsesbassin, som også fungerer som sandfang. Herfra ledes vandet ind i en serie af bokse, der hver indeholder flere lag af plader oven på hinanden.

På pladerne findes det specielle fangstlag. Denne første serie af bokse udgør for-filteret, som fylder cirka 1/3 af det samlede filter. Her fjernes hovedparten af det suspenderede stof.

I hovedfilteret, som fylder de resterende 2/3, sker sorptionen af de opløste tungmetaller, PAH’er, fosfor og øvrige miljøskadelige stoffer i en kalkholdig sorbent.

Efter sidste DPF-boks løber det rensede vand i en udløbsbrønd. Herfra er det klar til at blive ledt til en recipient eller blive anvendt til rekreative formål.

Der bruges ingen kemikalier i anlægget, lige som der normalt ikke er brug for pumper eller lignende.

Vedligeholdelsen består af to årlige spulinger og rensninger af forfilter-boksen gennem spulerør. Det sker fra terræn med almindelig slamsuger.

Udskiftning af den kalk, som udgør sorbenten eller filtermaterialet i anlægget, sker hvert 15.-20. år. Filtermaterialet kan udskiftes uden frigravning af boksen.

Eksempel på dimensionering: Et antal veje på i alt 5 hektar ønskes afkoblet fra kloakken, og regnafstrømningen skal i stedet ledes til at vandløb. Myndighederne kræver for det første, at der højst må udledes 1 liter/sekundet under en 10-årsregn, det vil sige max 5 liter/sekundet. Der skal derfor anlægges et forsinkelsesbassin på cirka 2000 kubikmeter.

For det andet kræver myndighederne, at vejvandet skal renses, så det opnår samme kvalitet som dokumenteret for anlæggene i Ørestad, Brønshøj og Maarslet.

Det dobbeltporøse filter skal derfor være 50-60 meter langt, og kalk og okker skal benyttes som sorbent. Da det skal kunne håndtere 5 liter/sekundet, kan det anlægges som to strenge på 60 meter opbygget af 18 DPF-bokse til 3 liter/sekundet. Disse er 1,2 meter brede, 0,6 meter høje og 3,2 meter lange.

Anlægget kan ske ved at sænke de præfabrikerede bokse på plads i udgravningen og derefter forbinde boksene med hinanden og til ind- og udløbsbrønd, hvorefter det dækkes til bortset fra spulerør til spuling af forfilter.
Gevinster og merværdi

Klar til springvand og salamandre

Det rensede regnvand kan bruges til rekreative og biologiske formål i spejlbassiner, springvand, render og søer. Vandet bliver så rent, at det udmærket kan ledes til særligt følsomme recipienter eller bruges til at skabe nye habitater.

DPF-anlægget ved Lynge Nord er dimensioneret til 3 liter/sekundet, men der findes anlæg, som kan klare 25 og 50 liter/sekundet. Ved parallel forbindelse kan anlægget klare 300 liter/sekundet.

Den største gevinst ved DPF er, at regnvand kan renses lokalt uden brug af andet end tyngekraften. Dermed kan der laves lokal klimatilpasning, uden at kloaksystemet skal udvides.

En anden fordel er, at rensningsanlæggene ikke skal behandle vand, som kun er let forurenet, og man slipper for at pumpe vandet rundt.

En vigtig sidegevinst er, at vandet i stedet kan bruges til rekreative formål i springvand, render og søer. Vandet bliver så rent, at det udmærket kan ledes til særligt følsomme recipienter.

For eksempel leder Allerød Kommune vandet til en ny sø, der skal huse stor vandsalamander og andre arter, som fordrer rent vand.

I det dansk udviklede DPF-system gør tyngdekraften arbejdet, så man slipper for at investere i pumper og andre installationer samtidig med, at kravene til vedligeholdelse bliver minimale.

Endelig er det muligt at indpasse metoden i tætte bykvarterer og nær veje, da DPF-elementerne kan placeres under jorden eller indbygges i en plads eller anden belægning.
Finansiering

Kommuner kan købe løsningen

De hidtidige anlæg er alle finansieret med forskellige projektmidler. Fremadrettet må man forvente, at kommuner vil købe DPF-anlæg som en del af deres miljøindsats eller klimatilpasning.

Efter en række projekter, hvor DPF-anlæg er etableret med henblik på forsøg, er tiden moden til, at kommuner køber anlæg i fuld skala på normale vilkår.

Efter at virksomheden WaterCare har sat DPF-boksene i produktion, er anskaffelses- og etableringsudgifter kommet ned på en konkurrencedygtig pris.

Da anlæggets rensningsproces hverken kræver kemikalier eller strøm, er driftsomkostningerne meget lave.
Proces og interessenter

Kommunen skal ind fra start

Etablering af DPF-anlæg forudsætter, at kommunen det pågældende sted er tæt involveret. Først og fremmest skal kommunen fastsætte kravene til vandkvaliteten. Jo renere vand man ønsker, jo længere skal anlægget være.

Københavns Kommune valgte at tage udgangspunkt i EUs vandrammedirektiv, da pilotanlægget i Ørestaden blev designet.

Forsøgsprojektet i Ørestanden blev udført i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Københavns Energi (nu HOFOR), By & Havn, Rambøll, Realdania-fonden, Styrelsen for Forskning og Innovation samt Københavns Universitet.

Det første komplette DPF-anlæg er opført i Allerød ved Lynge Nord i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Allerød Kommune samt virksomheden WaterCare.

Virksomheden har designet og kommercialiseret løsningen, hvor filtrene er indbygget i bokse. WaterCare har købt licensrettighederne af Københavns Universitet med ret til at producere og sælge DPF i Skandinavien.
Barrierer

De oprindelige barrierer er løst

Med udviklingen af DPF-boksene er det blevet simpelt at dimensionere, anlægge og drifte et DPF-anlæg.

DPF kan dimensioneres til forskellige opgaver. Den mindste DPF-boks fra WaterCare behandler 3 liter/sekundet og den største 50 liter/sekundet. I alle tilfælde er det mest økonomisk at indbygge et forsinkelsesbassin i løsningen, så rensningen kan strække sig ind i tørvejrsperioden, i stedet for at anlægget skal følge med til afstrømningen direkte.