Del RSS RSS Print
Nye diger skal sikre StorebæltsbroenColourbox

Nye diger skal sikre Storebæltsbroen

18-09-2018
Risiko for højere bølger og stigende vandstande nødvendiggør en udvidelse af digerne omkring Storebæltsbroen.

Da Storebæltsforbindelsen blev designet for 30 år siden, var forventningerne til de fremtidige maksimale havvandstande og bølgehøjder mindre end det, vi ser i dag.  

 

Jernbanetunnellen på Sprogø og tunnelportalen ved Halsskov skal derfor klimasikres.

 

Når arbejdet med de nye diger er færdigt, skal tunnellerne kunne klare en 10.000 års hændelse - altså en vejrmæssig begivenhed, som statistisk set kun sker en gang hvert  10.000 år. 

 

De nuværende diger på Sprogø kan modstå en vandhøjde, der er 2,5 meter over det normale, men i fremtiden forventes vandstanden at kunne nå op på 3,25 meter over daglig vande. Samtidig skal digerne i fremtiden kunne klare bølger på op til 4,4 meter mod fire meter i dag. Den nuværende digehøjde på nordsiden af Sprogø er på 5,0 m. I fremtiden forventes digehøjden at blive 6,5 m.

 

Den nye klimasikring ved Sprogø vil efter planen være færdigbygget i 2019, mens digerne ved Halsskov først forventes færdige i 2021. Projektet vil samlet koste omkring 30 millioner kroner.

 

Biltrafikken over storebælt vil ikke blive påvirket af arbejdet ifølge Sund og Bælt. 

 

Kilde: Sund & Bælt