Havniveau og klimaforandringer
Del artikel Print

Havniveau og klimaforandringer

Opvarmningen af det globale klimasystem er ifølge FN’s klimapanel utvetydig, og mange af de ændringer, der er registreret siden 1950’erne, er uden fortilfælde. Det har betydning for vandstanden i verdenshavene og dermed også havniveauet ved de danske kyststrækninger. Den væsentligste årsag til havniveaustigningen er, en voksende opvarmning af det globale klima. Det fører til, at havvandet udvider sig, og at Grønlands og Antarktis’ indlandsis og verdens øvrige gletsjere smelter.

 

Havniveauet omkring Danmark har været stigende, siden de første målinger blev foretaget, og stigningen har været højere end gennemsnittet i de senere år. Vandet stiger mindst i Nordjylland og mest i det sydvestlige Jylland. Forskellen hænger sammen med landhævningen efter sidste istid.

 

Figur 1. Middelvandstand for tre repræsentative stationer i Danmark siden 1890. Punkter svarer til årsgennemsnit. Den blå streg svarer til et gennemsnit over flere årtier. Flere detaljer findes i DMI Rapport 18-16 (Kilde: DMI).

 

Danmarks fremtidige vandstand og stormfloder

 

Vandstanden vil stige hurtigere og hurtigere frem mod slutningen af dette århundrede. Havniveauet forventes at stige mellem 30 cm og 60 cm frem mod slutning af århundredet (2071–2100) i forhold til nutiden (1981–2010) under henholdsvis et lavt og et højt udledningsscenarie.

 

Figur 2. Ændring i middelvandstand (cm) i Danmark mellem 1981–2010 og fremtidsperioderne 2041–2070 og 2071–2100.

 

I takt med det stigende havniveau kommer vandstanden forbundet med stormfloder til at stige med en tilsvarende højde. Den samme stormflod i fremtidens klima vil derfor kunne komme længere op i terrænet. Ændringen i stormfloder kommer også til at betyde at en bestemt højde (f.eks. hvor ejendomme kommer i fare) overstiges hyppigere end i dag. Et havniveau, som i dag kun overstiges én gang i en 20 årsperiode, vil overstiges 40 gange hyppigere (dvs. hvert år til to gange om året) i slutningen af århundredet under et højt udledningsscenarie (Figur 3).

 

Figur 3. Ændring i hyppighed af en nuværende 20-årshændelse (stormflod) i Danmark (1981–2010) og fremtidsperioderne 2041–2070 og 2071–2100. Bemærk at indikatoren er sat til maksimalt 60 hændelser pr. 20 år.

Senest redigeret: 21-04-2023