En analyse af en digital terrænmodel (DTM) vil let kunne
fortælle, hvor i kommunen en given havvandstand kan få effekt, hvis
det antages, at vandet kan trænge ind over land og fylde op til den
givne vandstandskote.
Oversvømmelseskortet findes ved, at den lokale vanddybde på terræn
beregnes som forskellen mellem vandstanden i havet og den lokale
terrænkote. Dermed vil alle områder i terrænmodellen, som ligger
lavere end vandstanden i havet, blive oversvømmede, også selvom de
ikke står i forbindelse med havet. Kotekortet laves i praksis ved
at give en farvesignatur for den kote, der ønskes visualiseret (for
eksempel 2 m vandstand). Resultater fra denne metode er naturligvis
behæftet med stor usikkerhed, idet det i metoden antages, at også
områder, der ikke har direkte kontakt med havet, oversvømmes.
Den beskrevne metode er mest anvendelig for kystnære områder med
stor hældning på terræn, således at kun områder tæt på kysten
oversvømmes. Begrænsninger i metoden er, at fysiske processer
ignoreres - for eksempel den tid, det tager for vandet at strømme
på terræn. Metoden giver det maksimale oversvømmelsesbillede og er
specielt god til hurtige screeninger af hvilke områder, der er i
farezonen med hensyn til oversvømmelser.
I den rå terrænmodel er vandløbsunderføringer og bygværker under
broer ofte ikke indført. Derfor kan vandets strømning bremses af
topografien, hvor der i virkeligheden er en underføring. Dette kan
betyde, at oversvømmelsesområder, der reelt kunne være
sammenhængende, vises som adskilte. Ved kvalitetssikring af
terrænmodellen, hvor vandløbsunderføringer under veje og lignende
er indført, får man en korrekt repræsentation af potentielle
oversvømmelsesområder.