Fysisk planlægning
Del artikel Print

Fysisk planlægning

Forebyggelsesforanstaltninger til imødegåelse af klimaforandringer

Som resten af verden, har Danmark de senere år været ramt af mere voldsomt vejr og vejrhændelser, som har forårsaget omfattende skader i form af oversvømmelser, erosioner og stormfald.

 

Det må derfor forventes, at der i Danmark også i fremtiden vil være behov for at iværksætte forebyggelsesforanstaltninger, som bidrager til øgede offentlige og private udgifter.

 

Ved begyndelsen af sin embedsperiode, udarbejder den til enhver tid siddende regering en redegørelse over de sigtepunkter, den udstikker for den overordnede planlægning - og de initiativer, den påtænker. Landsplanredegørelsen danner på den måde rammerne for kommunernes og regionernes planlægning.

 

Under overskriften ’Forebyggelsesforanstaltninger til imødegåelse af klimaforandringer’ udmelder Landsplanredegørelse 2019, at regeringen ønsker at give borgere, virksomheder og kommuner bedre muligheder for at forebygge fysiske skader som følge af klimaforandringer, samt skabe større tryghed for skadelidte i fremtidige katastrofesituationer.

 

Regeringen nedsatte i 2014 et udvalg til evaluering af stormflods-, oversvømmelses- og stormfaldsordningerne. Udvalget afsluttede sit arbejde med en rapport i 2017. På baggrund af rapportens anbefalinger har Folketinget gennemført den nye lov om stormflod og stormfald, som trådte i kraft i juli 2018. Loven sikrer blandt andet, at boligejere får mulighed for at få erstattet løsøre i kældre, som er for at træde ind i stormfaldsordningen i forbindelse med generationsskifte.

 

I medfør af loven opbygges desuden en pulje på 500 millioner kroner, så katastrofeerstatningsordningerne bliver mere robuste i fremtiden.

 

Regeringen har desuden gennemført en ændring af planloven i 2018, som skal sikre forebyggelse af skader ved oversvømmelse eller erosion. For at forebygge sådanne skader, skal kommunerne i kommuneplanerne udpege områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion. Derudover skal kommunerne i kommuneplaner og lokalplaner sikre, at der optages retningslinjer og bestemmelser om afværgeforanstaltninger mod oversvømmelse eller erosion ved planlægning af byudvikling, særlige tekniske anlæg, ændret arealanvendelse m.v., i de udpegede områder.

Senest redigeret: 12-07-2023