Spildevandsplaner
Del artikel Print

Spildevandsplaner

Spildevandsplanen - et vitalt redskab i kommunernes klimatilpasning

Alle kommuner har udarbejdet en spildevandsplan, som beskriver hvordan spildevand og regnvand håndteres i kommunen. Planen beskriver eksisterende og planlagte kloakeringsområder og renseforanstaltninger - private og kommunale - samt, hvordan spildevand og regnvand, håndteres uden for kloakeringsområderne.

 

Spildevandsplanen revideres løbende med kommunens planer for vedligeholdelse, fornyelse og omlægning af kloak- og regnvandsafledninger. I mange kommuner er man i gang med at separere bortledningen af spildevand og regnvand, således at regnvand håndteres lokalt eller bortledes i separate systemer frem til regnvandsbassiner og vandløb.

 

Det er også i spildevandsplanen, at kommunerne kan beslutte at afkoble tag- og overfladevand fra kloaknettet - typisk i villakvarterer og beboelsesområder - så det overlades til grundejerne selv at etablere faskiner for nedsivning på deres egne matrikler.

 

Spildevandsplanerne er således for kommunerne et vitalt redskab til at realisere de kommunale klimatilpasningsplaner for så vidt angår begrænsning af oversvømmelsesrisici ved regn og skybrud. I praksis realiseres tiltagene typisk gennem kommunale spildevandsselskaber, som gennem en ændring i vandsektorloven, har fået mulighed for at investere i klimatilpasning.

Senest redigeret: 20-01-2020