Mindre behov for varme - større for køling
Del artikel Print

Mindre behov for varme - større for køling

Kraftvarmeværkerne står for en stor del af landets el-produktion og leverer samtidig fjernvarme til de fjernvarmedækkede områder. Kraftvarmeværkerne og fjernvarmenettene er ikke i sig selv følsomme over for de klimaforandringer, som forventes inden for de nærmeste årtier. Værkerne tilpasses løbende til de nye forhold. Produktionen i el- og fjernvarmesektoren er under omlægning fra fossil til grøn energi, og i Energistyrelsens basisfremskrivning 2018 forventes, at godt 70 procent af sektorens energiforbrug i 2020 vil være ”grøn”.

 

I et fremtidigt klima med højere middeltemperaturer i vinterhalvåret vil behovet for energi til opvarmning blive mindre. Udviklingen forstærkes af de stadig skrappere energikrav til nybyggeri og energirenoveringer af den eksisterende bygningsmasse.

 

Flere og længerevarende hedebølger i sommerperioden kan til gengæld udløse stigende behov for køling i sommerperioden. I et byområde som København udvikles erhvervslivet også fortsat, og derfor forventes det, at efterspørgslen efter køling til erhvervsbygninger også stiger. Det være sig hoteller, kontorer, forskningsinstitutioner, museer mm. I fremtiden forventes fjernkøling af bygninger i sommerperioden derfor også at blive et stadig bedre alternativ til eldrevne klimaanlæg.

 

I hovedstaden er HOFOR fortsat i gang med at udvikle fjernkølingssystemet, herunder med centraler flere steder i København. Frederiksberg Forsyning tilbyder også køling, eksempelvis i Carlsberg Byen, hvor man fra start har planlagt systemer til fjernkøling af bygninger.

Senest redigeret: 15-09-2015