Gyldensteen Strand gives tilbage til havet

Kort om projektet

I marts 2014 lod blev flere millioner liter havvand ledt ind i et inddæmmet område ved Gyldensteen Strand på Nordfyn. Det skete i en kontrolleret oversvømmelse for at genskabe en marin lagune og dermed et vigtigt leveområde for vadefugle, fisk og planter. Forskere fra Syddansk Universitet får interessant ny viden fra udviklingen i lagunen, og Nordfyn har fået en stor naturattraktion, der samtidig klimasikrer Bogense.
Status

Værdifulde resultater fra undersøgelser

Lige siden lagunen blev oversvømmet i 2014, har biologer fra Syddansk Universitet overvåget udviklingen. Foreløbige resultater tyder på, at biodiversiteten er godt på vej tilbage i lagunen.
I februar 2011 købte Aage V. Jensens Fonde i alt 616 hektar af de afvandede områder af Gyldensteen Gods. Områderne omfatter Gyldensteens inddæmmede strand og den vestlige del af Ore Inddæmmede Strand samt de tidligere øer Lindholm og Langø.

I maj 2012 vedtog Nordfyns Kommune kommuneplantillægget og den VVM-redegørelse, som gav mulighed for at gennemføre projektet på Gyldensteen Strand. Arbejdet blev så småt igangsat i slutningen af 2012, hvor blandt andet p-pladser og en del stier blev færdiggjort. Der er i processen blevet flyttet mere end en kvart million kubikmeter jord.

Efter den planlagte digeåbning og oversvømmelsen i slutningen af marts 2014 er et omfattende undersøgelsesprogram gået i gang. Indtil 2021 skal forskerne følge udviklingen i flora- og faunasammensætningen, udvekslingen af næringsstoffer og kuldioxid mellem jord og vand samt udvekslingen af næringsstoffer mellem lagunen og det omgivende hav.

I 2015 blev det rapporteret, at de første resultater i den nyoprettede lagune lover godt. Efter at alger og muslinger i første omgang dominerede området, er der nu tegn på bedre vilkår for det øvrige dyre- og planteliv.
Læs mere Luk
Baggrund

Hidtil største naturgenopretning på Fyn

Efter mere end 140 års opdæmning og dyrkning føres området nu tilbage til dets naturlige udgangspunkt.
Før de omfattende landindvindinger og dræninger i slutningen af 1800-tallet, var lavvandede marine laguner typiske kendetegn for de danske kyster. Oprindeligt har Gyldensteen Strand været en del af et ”nordfynsk vadehav” bestående af en række lavvandede laguner ud mod Kattegat.

I 1871 blev området inddæmmet for at dræne og opdyrke den gamle fjordbund. De daværende øer blev forbundet med diger. I de efterfølgende årtier efter inddæmningen satte jorden sig dog så meget, at dele af den sumpede til. Flere tilfælde af digegennembrud har yderligere forværret forholdene på arealet og gjort det omstændeligt at dyrke jorden.

Da Aage V. Jensens Fonde erhvervede det 616 hektar store areal, blev det besluttet at området skulle genskabes som naturområde. Den genskabte lagune giver forskerne et unikt indblik i udviklingen, når landbrugsjord oversvømmes. Det forventes, at projektet og resultaterne vil få international opmærksomhed, da klimabetingede stigninger i havspejlet udfordrer verdens inddæmmede områder.
Læs mere Luk
Løsning

Nye diger beskytter Bogense

Gyldensteen Strand bliver med oversvømmelsen igen en vigtig del af Fyns naturlige, lavvandede kyst mod Kattegat. Der etableres et nyt stort dige til at beskytte Bogense.
De gamle diger mellem Langø, Lindholm og Store Stegø er blevet fjernet. Havet indtager nu igen det 214 hektar store område syd for Lindholm i form af et lavvandet fjordområde omgivet af smalle strandenge og rørskove.

Omkring den nye kystlagune er der blevet etableret 3,5 kilometer nye diger i 3 meters højde, som skal sikre Bogense by mod oversvømmelser. Det omfatter et dige fra østspidsen af Store Stegø og ned langs øens østside og videre langs Ålebækken frem til broen under Gyldensteensvej, hvor diget fortsætter på nordsiden af vejen mod øst til højt terræn.

Med oversvømmelsen af Gyldensteen Strand vil området igen blive en vigtig del af Fyns naturlige, lavvandede kyst mod Kattegat.
Læs mere Luk
Gevinster og merværdi

Rum til forskning, undervisning og naturelskere

Et omfattende stisystem og parkeringspladser giver gode adgangsmuligheder for både borgere og skoler.
Gyldensteen Strand giver forskerne vigtige informationer om naturens udvikling, når kystarealer oversvømmes.

"Når undersøgelserne er afsluttet i 2021, forventer vi, at der vil være indhøstet en unik viden om den biologiske og miljømæssige udvikling i en nyligt oversvømmet lagune efter mere end 140 års landbrugsdrift. Det er en viden, som vil være værdifuld i årene fremover, når havene efter alle beregninger begynder at stige. Resultaterne fra Nordfyn vil være en hjælp for beslutningstagere, når de fremover skal vurdere, om et oversvømmelsestruet område skal reddes eller oversvømmes.” siger Lars Malmborg, der er biolog hos Aage V. Jensen Naturfond.

Men det er ikke kun biologerne, der får glæde af naturgenopretningen af Gyldensteen Strand. Aage V. Jensens Naturfond har anlagt mere end 5 kilometer stier og veje i området, og der er opført et naturrum med undervisningslokaler til skoleklasser.

Til publikum er der etableret fem nye parkeringsområder og to nye parkeringsområder for folk med et handicap. I området er der lavet otte nye udkigs- og fugletårne, og der er ligeledes blevet bygget formidlingscentret Naturrum Gyldensteen med udstillinger og skolerum ved Eriksholm.

Naturrummet ved Eriksholm kan bookes af skoler, gymnasier og daginstitutioner gennem Nordfyns Kommune. Kommunen har ligeledes en naturvejleder, der kan inddrages i undervisningen.

Det forventes, at det nye fjordsystem vil tiltrække ynglende vadefugle, måger og terner, og den østlige lavvandede sø med rørskov vil med tiden kunne give levesteder for både rørdrum og plettet rørvagtel.

Sammen med de østlige ferske vådområder vil fjordsystemet udgøre et meget attraktivt område for gæs, ænder og vadefugle. Området vil også kunne tiltrække flere rovfugle som vandrefalk, havørn og blå kærhøg. I den lave kystlagune vil der med tiden opstå en rigdom af småfisk og smådyr i vandet.
Læs mere Luk
Finansiering

Naturgenopretning finansieret af filantrop

Økonomi i Aage V. Jensen Naturfonds projekt er et internt anliggende.
Aage V. Jensen Naturfond købte området af Gyldensteen gods i februar 2011 for et ikke offentliggjort beløb og har finansieret genopretningsprojektet.
Læs mere Luk
Proces og interessenter

Tæt samarbejde mellem fond, naturråd og kommune

Lige fra projektets start har Aage V. Jensens Naturfond haft et tæt parløb med Nordfyns Kommune og et til formålet nedsat naturråd, blandt andet med repræsentanter fra de grønne organisationer.
Aage V. Jensen Naturfond ejer i dag cirka 18.000 hektar naturområder i Danmark, blandt andet Filsø, der sammen med Skjern Å-restaureringen og projektet ved Gyldensteen Strand er de største naturgenopretninger i nyere tid i Danmark. Fonden ønsker bred opbakning bag naturbeskyttelsen på alle arealer for at få den til at bestå. Derfor foregår projekterne altid i samarbejde med både myndigheder, grønne organisationer og andre interessegrupper om både planlægning, anlæg og befolkningens anvendelse af arealerne.

Sådan har det også været på Nordfyn.

"Projektet har krævet en hel bunke forskellige tilladelser, så vi har hele vejen igennem haft et tæt parløb med Nordfyns Kommune og naturrådet, som nedsættes i alle vores større naturområder med repræsentanter fra blandt andet de grønne organisationer. Naturrådet rådgiver fonden om overordnede mål, indretning af ny natur, forvaltning osv.. Samtidig har både borgere, digelag og mange andre aktører været involveret som høringspartnere og rådgivere. Også jagtforeningerne har været et stort aktiv for projektet", siger Lars Malmborg.

Et godt eksempel på det er, at Otterup og Strandager Jagtforening lagde et stort frivilligt arbejde op til åbningen af Gyldensteen-projektet. Siden starten af februar blev kystlagunen drevet igennem flere gange om ugen af hunde og hundefører, så fasaner, gæs og harer ikke valgte at yngle dér. På den måde kunne det undgås, at reder med æg eller afkom blev fanget af det salte vand, da diget blev åbnet.
Læs mere Luk
Barrierer

Krav om VVM-redegørelse

Projektets størrelse og karakter betød, at der måtte laves grundige undersøgelser af, hvad det ville betyde for miljøet.
Fra Nordfyns Kommunes side blev det vurderet, at projektet krævede en forudgående VVM-undersøgelse- og redegørelse.

En grundig redegørelse blev udarbejdet og endeligt godkendt i 2012. VVM-redegørelsen kan læses via linket til højre.

Det var en forudsætning for projektet, at den nye fjord kunne etableres i landskabet inden for Aage V. Jensen Naturfonds erhvervelse, uden at øge risikoen for oversvømmelser eller i nævneværdig grad forringe afvandingen af naboers arealer.

Da projektområdet er beliggende i et Natura2000-område, blev der også udarbejdet en Natura 2000-konsekvensvurdering.
Læs mere Luk