Del artikel Print
Åbyhøj kombinerer klimatilpasning og grønne områder

Åbyhøj kombinerer klimatilpasning og grønne områder

En 2,5 km lang kile har til formål at klimasikre bydelen og samtidigt skabe grønne områder for beboerne

Med klimaforandringerne skal bydelens udearealer kunne rumme større mængder af vand. I den forbindelse anlægges en strækning med flere grønne og våde områder, som skal løbe fra Klokkerparken i nord til Aarhus Å i syd.

 

Første del af projektet ved Klokkervej er netop igangsat. Her omdannes to regnvandsbassiner og et grønt område med boldbane til to nye regnvandssøer, nye stiforbindelser, fitnessredskaber, bordbænkesæt, ny beplantning samt et vådt område med bynatur. Denne del af projektet forventes afsluttet med udgangen af 2021. Resten af projektet forløber i etaper, og det endelige projekt forventes at stå færdigt om otte år.

 

Udover klimasikringen skaber kilen en bedre forbindelse til de grønne områder i bydelen. Kilen løber forbi Åby Bibliotek, Åby Park og videre ned til Søren Frichs Vej, hvor den forenes med det grønne areal omkring Aarhus Å. Der opføres blomstrende vejbede flere steder på strækningen, hvilket forsinker og renser regnvandet. På den måde tænkes klimasikring og grønne områder sammen. 

 

Projektet er etableret i et samarbejde mellem Aarhus Vand og Aarhus Kommune.

Kilde: Aarhus Vand og Aarhus Kommune