Del artikel Print
Pilotordning om helhedsplanlægning for oversvømmelser i vandløbsoplande

Pilotordning om helhedsplanlægning for oversvømmelser i vandløbsoplande

Invitation til interessetilkendegivelse i pilotordning om helhedsplanlægning for oversvømmelser i vandløbsoplande.

Er I en gruppe af kommuner, der allerede har etableret et samarbejde om løsning af udfordringerne med gentagne oversvømmelser i et vandløbsopland? Så er denne pilotordning måske noget for jer.

 

Som led i den nationale klimatilpasningsindsats vil miljøministeren igangsætte en pilotordning for helhedsplanlægning for oversvømmelser i vandløbsoplande med kendte udfordringer. Der vil blive nedsat en tværfaglig taskforce med deltagelse af repræsentanter fra en række relevante myndigheder.

 

Pilotordningen vil blive gennemført i to faser.

 

Fase 1 (2021) vil omfatte:

Interviews og afholdelse af møder med repræsentanter fra kommuner og deres samarbejdspartnere i de deltagende vandløbsoplande med henblik på at sætte fokus på  kommunernes konkrete udfordringer og behov i relation til planlægning og gennemførelse af oplandsbaseret helhedsplanlægning for at klimasikre og forebygge oversvømmelser. Erfaringerne fra fase 1 vil indgå i det tværministerielle arbejde med en national klimatilpasningsplan.

 

Fase 2 (2022) vil omfatte:

Afholdelse af en række workshops og netværksmøder med fokus på helhedsplanlægning og videndeling. Taskforcen vil facilitere og understøtte kommunernes arbejde. De nærmere detaljer for fase 2 vil blive fastlagt i samarbejde med de deltagende kommuner.

 

For at kunne deltage i ordningen skal følgende kriterier være opfyldt:

 

  • Der er allerede etableret eller taget initiativ til at etablere et formaliseret kommunalt samarbejde om helhedsplanlægning for et udvalgt vandløbsopland på baggrund af oversvømmelser,
  • Kommunerne har gentagne gange været påvirket af oversvømmelser eller stigende vandstand/grundvand,  
  • Kommunerne deler samme vandløbssystem, som kræver en koordineret indsats for at imødegå oversvømmelser,
  • Vandløbssystemet påvirker omgivelserne væsentligt i forbindelse med meget nedbør eller stormflod.

 

 

Der forventes at være en betydelig synergi mellem indsatser for at sikre mod klimaændringer i vandløbsoplande og en række af de indsatser, der gennemføres for at sikre målsætninger for natur og miljø. Helhedsplaner, der placeres i ådale, forventes at spille en afgørende rolle, da der forventeligt bliver tale om "opsparing af vand i landskabet", og disse vil derfor blive prioriteret højt. Det samme gælder helhedsplaner, der bl.a. baserer sig på anvendelsen/udmøntningen af kollektive virkemidler, eller hvis arealet er omfattet af tilskudsordninger til udtagning af lavbundsjorde med henblik på at sikre godt flow i tilskudsordningerne, og at projekterne placeres, hvor det giver bedst mening.

 

Der er afsat en pulje på 3 mio. kroner i 2021, som de deltagende kommuner efter nærmere retningslinjer vil kunne søge til teknisk bistand til analysearbejde i forbindelse med helhedsplanlægning.

 

Er I interesserede i at indgå i ordningen, så skriv til klimatilpasning@mst.dk med Pilotordring for Helhedsplanlægning i emnefelt indeholdende en beskrivelse af jeres udfordringer og nuværende samarbejde bilagt som minimum:

 

  • Kommissorium eller lignende for formaliseret samarbejde om vandhåndtering i vandløbsoplandet.
  • Dokumentation for oversvømmelser (rapporter, billeder, andet) med angivelse af, hvornår oversvømmelser har fundet sted.
  • Dokumentation for anden relevant indsats i området, der kan skabe synergi til helhedsplanlægning for oversvømmelser.  
  • Erklæring om politisk godkendelse om deltagelse i projektet fra de deltagende kommuner.

 

Ved ansøgninger fra mere end 4-5 kommunale samarbejder prioriteres de ådale, der opfylder følgende kriterier:

 

  • Dokumenterede oversvømmelser indenfor de seneste 5 år
  • Interessesammenfald i samme arealer i forhold til klimatilpasning og naturbeskyttelse/vandløbsforbedring
  • Størst potentiale for at skabe positiv samvirkning mellem klimatilpasning og opnåelse af målsætninger indenfor miljø og natur, herunder igangværende indsatser i vandområde- og/eller Natura 2000-planer.

 

Frist for fremsendelse af ansøgning om deltagelse er 30.06.2021. Såfremt det ikke er muligt at få en politisk godkendelse indenfor denne frist, kan denne eftersendes senest mandag den 5. juli kl. 9.00.