Del artikel Print
Køl med havvand

Køl med havvand

HOFOR har udvidet deres kølenet til flere virksomheder, hvor køligt havvand veksles til koldt vand, det ledes til industri- og erhvervsejendomme

Det bliver varmere i Danmark og behovet for køling stiger. Det gør behovet for at mindske CO2 udledning også. Det har skabt grobund for udbygning af HOFOR's københavnske kølenet baseret på havvand, som i løbet af nogle år vil dække det meste af København og Amager. 

 

I dag leverer anlægget 57 megawatt til 68 ejendomme, men fremover når det er fuldt udbygget - i løbet af fem år - vil det kunne levere hele 200 megawatt. Til den tid vil 800 virksomheder have fået tilbuddet om tilslutning til netværket.

 

Nettet baserer sig på teknologi, hvor køligt havvand veksles til koldt vand, der ledes til industri- og erhvervsejendomme i hele byen. I de enkelte bygninger bliver det kolde vand konverteret til kold luft, der kan cirkuleres i eksisterende ventilationsanlæg. På denne måde spares der op til 70 procent CO2 sammenlignet med traditionelle køleløsninger.

 

Derudover spares der 40 procent på drift- og investeringsomkostninger, og der frigøres kvadratmeter, da store gamle køleanlæg ikke længere vil optage plads.HOFOR tilbyder desuden at outsource al overvågning og styring af køl.

 

Udbygningen af anlægget begrænses dog af, hvor meget havvand, der må ledes tilbage i havet. Havvandet bliver ledt tilbage et par grader varmere, og kan derfor potentielt påvirke økosystemet.  

 

HOFORs kølenetværk baseret på havvand har vakt stor interesse i udlandet, da det ikke kun er Danmark, der har behov for køling. Faktisk er anlægget mere interessant under varmere himmelstrøg, hvor man typisk bruger mange ressourcer på køling hele året. Derfor kan anlægget også være med til at skabe eksport af dansk teknologi og viden på området. 

 

Kilde: installator.dk