Del artikel Print
Bliv uddannet i LAR-løsninger

Bliv uddannet i LAR-løsninger

Kloakmestre og anlægsgartnere har nu mulighed for at blive uddannede som regnvandskonsulenter og få udvidet værktøjskassen med flere blå og grønne LAR-løsninger.

Husejere kan se frem til bedre rådgivning om lokal udnyttelse af regnvand på deres grund. Et nyt kursus som regnvandskonsulent for professionelle inden for etablering af LAR-løsninger har som formål at øge vidensniveauet om blå og grønne løsninger til håndtering af regnvand.

 

Kurset er  blevet til i samarbejde mellem Danske Kloakmestre, De Grønne Kloakentreprenører, Teknologisk Institut, Skovskolen, Gladsaxe Kommune og KLIKOVAND.

 

"Med kurset håber vi, at flere af de professionelle bliver bedre rustet til at rådgive og anlægge blå og grønne løsninger på overfladen, hvor fordampningen er større. Det vil også bidrage til et mere grønt præg i byen til gavn for borgerne samt dyre- og plantelivet”, siger Kathrine Stefansen, teamleder i Gladsaxe Kommune.

 

Kurset forløber over fire dage, hvor deltagerne blandt andet lærer om:

 

-       Forskellige løsningstyper

-       Forundersøgelser og lovgivning

-       Dimensionering af løsninger

-       Design af regnvandsløsninger, herunder planter og vækst

-       Klimasikring af bygninger

-       Anlægs- og driftsøkonomi.

 

Første hold med start i februar 2016 er allerede fyldt op, og der afholdes endnu et kursus med start den 11. april 2016.

 

Kurset foregår på henholdsvis Teknologisk Institut i Taastrup og Skovskolen i Nødebo.