Del artikel Print
Betonmur holdt rekordhøj vandstand ude af Lemvig

Betonmur holdt rekordhøj vandstand ude af Lemvig

Lemvigs rekreative betonmur har igen sikret bymidten mod havet, nemlig den rekordhøje vandstand på 1,95 meter over normalen, som blev skabt af stormene Dagmar og Egon den 9. og 10. januar.

Klimasikringen på Lemvig Havn er fra 2012 og består af betonelementer, der er sat sammen med låseplader og fæstnet i et dybt fundament. Oven på muren er der placeret møbler, der gør muren brugbar for havnens brugere til daglig. Siden opførelsen er murens porte blevet lukket op til seks gange om året for at sikre byen mod forhøjet vandstand.

 

Muren i Lemvig blev etableret efter, at byens tidligere højvandssikring langs havnen blev vurderet til at være utilstrækkelig. Den sikrede byen og havnen mod en vandstand på 1,75 meter mod den nye murs 2,1 meter.

 

"Ifølge prognoserne ville vi have haft oversvømmelser ned i byen alt for ofte. Hvis vi stadig havde haft den gamle mur, ville byen have været oversvømmet to gange inden for det seneste år, selvom statistikken sagde, at det kun ville ske hvert femte år", siger Michael Seidelin Haustorp, civilingeniør og planlægger i Lemvig Kommune.

 

lemvighavn.jpg

Fotograf: Mads Krabbe. Lemvig Havn ved oversvømmelse i 2013. 

 

Forrige weekends vandstand kom ifølge DMI’s tal op på 1,95 meter over normalen i Lemvig. Hertil skal lægges bølger, som ifølge Michael Seidelin Haustorp typisk når ca. 30 centimeter over vandstanden. Dermed var der ikke meget højde til overs, da Egon og Dagmar ramte.

 

Således er der en udløbsdato på murens succes med at holde ekstremt høje vandstande ude af byen.

 

"Vandstandene stiger, og havnen sætter sig med helt op til 1 centimeter om året. Derfor regner vi med, at denne mur vil være effektiv de næste 25 år. Derefter skal den fornys eller forhøjes. Betonen vil sikkert kunne holde i utrolig mange år, men højden er ikke tilstrækkelig for evigt", forklarer han.

 

Kilde: ing.dk