Del artikel Print
Ny grøn bydel i Brøndby Strand

Ny grøn bydel i Brøndby Strand

Danmarkshistoriens hidtil største renovering er gået i gang. Søndag den 15. juni afslørede de syv almennyttige boligforeninger i Brøndby Strand Parkerne vinderen af den arkitektkonkurrence, der har løbet siden marts i år.

Brøndby Kommunes borgmester, Ib Terp, har afsløret vinderen af designkonkurrencen, der var udskrevet i forbindelse med den kommende renovering af Brøndby Strand Parkerne. Målet for konkurrencen er at gøre bebyggelsen tidssvarende og miljømæssig bæredygtig.

 

Vinderen af arkitektkonkurrencen blev teamet bag forslaget "Grønby Strand", der lægger vægt på at flette natur og by meget tættere sammen end i dag. Med forslaget vil Brøndby Strand Parkerne åbne sig og invitere resten af området indenfor. Mere end 200 beboere, naboer og politikere lagde ved vinderkåringen vejen forbi det store cirkustelt i Esplanadeparken i Brøndby Strand for at høre arkitekternes visioner og se, hvordan Brøndby Strand Parkerne kommer til at se ud.

 

Ole F. Larsen, der er lokalformand for boligforeningen Brøndbys Almennyttige Boligselskab udtaler:

"Jeg ser frem til, at arbejdet med arkitekternes ideer for alvor går i gang. Og jeg glæder mig helt utrolig meget til at arbejde sammen med dem om at skabe de bedste boliger på hele Vestegnen".

 

Bæredygtige boliger til alle behov

En kongstanke for vinderforslagets arkitekter er, at renoveringen skal skabe bæredygtige boliger. På en 30-årig periode vil de renoverede boliger kunne opnå en energibesparelse på 60 %, hvilket per lejlighed svarer til en besparelse på 1,1 millioner kroner. Derudover omdanner vinderforslaget bydelens park til et kombineret park- og engområde, som kan opsamle regnvandet - ikke blot fra Brøndby Strand Parkerne, men fra hele lokalområdet.

 

Med sine 8.000 indbyggere udgør Brøndby Strand Parkerne ca. en fjerdedel af Brøndby Kommunes indbyggertal. Og borgmester Ib Terp, der afslørede vinderen, lagde også i sin tale vægt på, at ændringerne i Brøndby Strand Parkerne ikke kun får indflydelse på hverdagen for beboerne i Brøndby Strand Parkerne, men at hele bydelen vil få andel i projektet.

 

Både beboere, rådgivere og arkitekter glæder sig til den spændende proces, der ligger forude, og arkitekt Claus Smed Søndergård fra DOMUS arkitekter, siger:

"Visionen er at skabe et sammenhængende, levende og grønt boligområde med en stærk identitet".

 

Kilde: Brøndby Kommune