Del artikel Print
Trods tør sommer boomer salget af regnvandsanlæg

Trods tør sommer boomer salget af regnvandsanlæg

Anlæg til lokal afledning af regnvand, de såkaldte LAR-anlæg, blomstrer, selv om sommeren har været den tørreste siden 2000. Antallet af skybrud er blandt andet forsvindende lavt i forhold til 2010.

Det var sommeren 2011, der med 193 skybrud sparkede gang i omfattende udvikling og installering af LAR-anlæg, som grundejere og kommuner over hele landet investerede i.
Og investeringslysten har holdt ved, selv om denne sommer, ifølge DMI, hidtil kun har budt på 29 skybrud, hvilket er en tredjedel færre end sommeren før. Desuden er der kun faldet 132 mm nedbør i forhold til sidste års 193 mm.

 

Interessen viser sig ved, at i byer og bebyggelser optager og forsinker grønne tage vandet på vej til kloakken. På pladser og i grønne områder opstår kanaler og bassiner med regnvand. Og under jorden bliver der eksperimenteret med klassiske faskiner og permeable, dvs. gennemtrængelige, belægninger, der hurtigt er i stand til at aftage en masse vand fra overfladen.

 

Teknologisk Institut tester netop nu fem forskellige permeable konstruktionstyper i et fuldskala forskningsprojekt på parkeringsområdet ved Svanemøllehallen på Østerbro i København.


Belægningen kan dræne så effektivt som en faskine, uden at bæreevnen er påvirket. Øverst ligger specialudviklede fliser, der leder vandet ned gennem store fuger, fyldt med vandtransporterende materiale.
Belægningen har en porevolumen på 30 procent. NCC, der har udviklet denne type, siger, at det er tilstrækkeligt til at optage lige så meget vand, som skybruddet i juli 2011 afgav, da det regnede kraftigst.

 

Herhjemme er de mest omfattende permeable projekter på parkeringsområder ved VandCenter Syds administrationsbygning i Odense og ved Lions Park i Søllerød. Billund Lufthavn tester i samarbejde med NCC Roads en permeabel belægning med asfalt.

 

Kilde: Ingeniøren