Del artikel Print
Klimaekspert besøger beboere på Frederiksberg

Klimaekspert besøger beboere på Frederiksberg

Selv om man både kan få støtte og rådgivning til at lave klimatilpasning, er der for få, der benytter sig af tilbuddet. Derfor vil Frederiksberg Kommune nu opsøge de borgere, der er mest udsatte ved skybrud.

Beboere på Frederiksberg kan nu se frem til at få besøg af en klimaekspert. Det sker for at forhindre, at bydelen oversvømmes af skybrud. Blandt andet vil man på flere veje lave en ny belægning på vejene, som kan forhindre vandet i at samle sig. Miljøminister Ida Auken siger, at initiativet ligger i forlængelse af, hvad man gerne vil have kommunerne til at gøre, nemlig at løse flere problemer på en gang.

Som den første kommune i landet indgår Frederiksberg således nu en aftale om oprettelse af en klimafunktion i Frederiksberg Forsyning, der skal lave opsøgende arbejde og hjælpe husejere.

 

Miljøminister Ida Auken besøgte Frederiksberg Forsyning i marts for at høre mere om ordningen.

 

"Forebyggelse er den bedste måde at komme sikkert igennem et massivt skybrud, og ved at klimasikre sin bolig eller virksomhed kan man spare mange penge og endnu flere bekymringer. Jeg er sikker på, at en klimamedarbejder, der kan rådgive om klimasikring, vil blive en succes på Frederiksberg. Det har vi haft stort held med i Miljøministeriet med vores borgerkampagne, hvor vi i samarbejde med blandt andet kloakmestre og anlægsgartnere giver borgerne mulighed for at få et gratis klimatjek. Der er brug for gode eksempler som Frederiksberg Kommune, der kan vise andre kommuner, hvordan man kommer godt i gang med klimasikringen", siger miljøminister Ida Auken.

"Mange borgere er usikre på, hvordan de skal gribe denne opgave an og det er fuldt forståeligt. Men nu kommer der en opsøgende ekspert ud i risikoområderne og fortæller folk om, hvad de kan gøre og om mulighederne for økonomisk støtte. Det bliver et rigtig godt supplement til den overordnede klimatilpasningsplan og de indsatser, kommunen har vedtaget og sat i gang. Tilsammen giver det et markant løft på dette område", udtaler Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj.

 

Klimatilpasningseksperten skal analysere data og udpege hvilke ejendomme, der er særligt udsat i forbindelse med skybrud og andre følger af klimaforandringerne. Dernæst skal medarbejderen rådgive borgerne om hvilke løsninger, der vil være bedst - og eventuelt også hjælpe med projekteringen. Derudover skal medarbejderen styrke den generelle information om, hvordan man leder regnvand effektivt væk lokalt, og dermed undgår oversvømmelser.

 

Foreløbig har kommunen lavet en aftale om denne klimafunktion i Frederiksberg Forsyning til og med 2015. Dernæst skal ordningen evalueres, før kommunen beslutter, om den skal fortsættes.