Del artikel Print
FN-byen i København bliver klimatilpasset

FN-byen i København bliver klimatilpasset

København vil inden længe få endnu et klima-vartegn, når FN-byen står klar i den nye bydel i Nordhavnen. Anlægget vil indeholde et hvidt tag med fokus på indsamling af solenergi og et grønt tag.

 

Planen om at få København i den globale førertrøje, når det kommer til klimatilpasningsløsninger, fortsætter med etableringen af den kommende FN-by i Nordhavn. Den nye bydel vil blandt andet få både et grønt og et hvidt tag.
Det hvide tag er en energi- og opvarmningsvenlig tagkonstruktion baseret på anlæggelsen af 5000 kvadratmeter med solceller. Solcellernes effekt bliver forstærket med op til 7 procent på grund af den hvide tagbelægning, som giver en maksimal temperatur på 45 grader og dermed samtidig har en kølende virkning. Det hvide tag kaster store dele af energien fra solstrålerne tilbage (den såkaldte albedoeffekt) og tilfører på den måde yderligere energi til solcellerne. Taget er 100 procent genanvendeligt, da det er baseret på vegetabilske komponenter.

Peter Kranz fra Eurotag Danmark, der har ansvaret som tagkonstruktør, siger:
"Membranen er baseret på vegetabilske komponenter og er armeret med et komposit-indlæg af blandt andet glasfibervæv imprægneret med akryl. Det giver en højreflekterende overflade".

Eurotag står også bag de cirka 8000 kvadratmeter med grønt tag på FN-byggeriet. Denne del af taget belægges med Derbigum (Glasfibervæv og polyesterfilt), hvorpå der lægges et grønt tag. Udover de miljømæssige værdier, der kan være ved sådan et tag, er det også nyttigt som ophobningsmagasin for regnvand, hvor det særligt vil spille en rolle i forbindelse med aflastning af kloaksystemet under skybrud.

De ambitiøse tagkonstruktioner har været medvirkende til at forsinke byggeriet af FN-bydelen et par måneder.

Kilde: Licitationen og  By og Havn