Del artikel Print
Tjek om dit hus er stormsikkert

Tjek om dit hus er stormsikkert

Stormsæsonen er i gang, og det kan gå ud over tagkonstruktioner eller dårlige vægge. Stormene bliver formentlig kraftigere i fremtiden, så man kan lige så godt tjekke efter nu. Det skriver 24 timer.

Det er typisk taget, det går ud over, når det stormer kraftigt. Gamle konstruktioner af træ og tegl, men også nyere lette konstruktioner af fx eternit, stål og tagpap, kan være i farezonen. En storm kan blandt andet få tagsten til at flyve af, suge tagbeklædning inklusive lægter af taget, og skade konstruktioner i både taget og huset, hvis det efterfølgende regner ind. Man kan også være uheldig at få tagkonstruktionen løftet af, hvilket kan ødelægge eller vælte væggene.

Skader af ovennævnte typer skyldes typisk, at der er fejl i bygningerne, enten fordi håndværkerne har begået fejl i udførelsen, eller fordi ingeniørerne ikke har overholdt normerne for stormsikring (vindlast). Nogle af de typiske fejl, der kan være årsag til skader, kan du selv tjekke efter i dit hus og få dem lavet, inden det går galt.

Revner i huset?
Større revner i husets vægge og i bagmure kan være tegn på, at huset er ustabilt. Revner kan forekomme i alle typer vægge både i og uden for samlinger og uanset, hvilket materiale væggene er opført af. Hvis stabiliserende vægge er fjernet pga. ombygning, kan det give revner og i værste fald betyde at væggene blæser ind ved voldsom storm.

Er tagstenene gjort fast?
Hvis du kan komme op på dit loft og se tagbeklædningen indefra, kan du selv tjekke, om tagstenene sidder godt fast. I ældre huse bør normalt hver anden tagsten samt alle de tagsten, der sidder yderst, langs tagryg og gavle, være 'bundet' fast til trælægterne med ståltråd.

I nyere huse huse er tagstenene bundet fast med tagbindere. Ikke alle tagsten skal være bundet fast med tagbindere. I langt de fleste tilfælde, kan man dog ikke komme til at se op under tagstenene, da der ofte ligger et undertag.

Mange forhold kan ikke tjekkes, når huset først er opført. De skal tjekkes under opførelsen af håndværksmesteren eller entrepenøren. Sådanne fejl kunne fx være, at lægter ikke er tilstrækkeligt fastgjort til spærkonstruktionen. Hvis der er anvendt forkerte søm, er det ikke sikkert, at lægterne sidder godt nok fast på spærkonstruktionen.

Få hjælp udefra
Hvis du efter at have gennemgået huset er i tvivl, om huset er i orden, bør du kontakte fx en byggesagkyndig eller en konstruktionsingeniør og få ham til at gennemgå de kritiske steder

Det er som regel ved storme (vindstyrke over 17,2 m/s), at der sker store skader. Du kan på forsikringsvejret.dk se varsler om storm og desuden se hvornår det sidst stormede i dit område.

Kilde: 24timer, bolig, side 14, torsdag d. 7. oktober