COP15 førte til en uklar og ikke-bindende aftale. COP16 står for døren og vil højest sandsynligt heller ikke føre til en holdbar aftale om CO2-reduktioner. Derfor bør fokus i stedet rettes mod klimatilpasning, skriver The Economist.
Resultatet af klimatopmødet COP15 i København var en
ikke-bindene aftale, som forpligter landene til at udføre tiltag,
som kan være med til at holde den globale temperaturstigning under
2°C over præ-industrielt niveau. Om COP16 i Mexico bringer
en bindende CO2-reduktionsaftale er endnu uvist. Den tidligere
leder af IPCC - og nuværende chefrådgiver for den engelske regering
- Bob Watson mener, at 2°C-målsætningen ikke vil blive opfyldt og
udtaler "Two degrees is a wishful dream".
Derfor - skriver The Economist - vil fremtiden kræve større
investeringer i klimatilpasning i stedet for de CO2-reduktioner,
som der alligevel ikke kan opnås enighed om. Hvilke
tilpasningstiltag, der bør investeres i, og hvor, er stadig meget
usikkert og derfor bør klimatilpasningsstrategien dække så mange
forskellige påvirkninger som muligt. Det bedste udgangspunkt er at
være økonomisk veludrustet skriver The Economist.
I artiklen er der fokus på tilpasning af landbruget til fremtidens
klimaudfordringer. Der nævnes som eksempel, at hvis vi tilfører
jorden mere kulstof i form af humus, så kan vi dels binde
mere kulstof i jorden, dels samtidig forbedre jordstrukturen
og øge jordens evne til at tilbageholde vand. Lige netop den
egenskab kan øge landbrugsudbyttet - især i tørkesituationer, som
vi kan forvente flere af i fremtiden.
I artiklen diskuteres det, om migration er en tilpasningsløsning
eller en konsekvens af kommende klimaforandringer. Måske kan
planlagt migration være en del af en tilpasningsløsning som
samtidig bidrager til at reducere energiforbrug og CO2-udledninger
på samme tid.
At afværge skader på fælles goder er som oftest den
væsentligste begrundelse for at tilpasse sig rettidigt.
Imidlertid er en 3 graders temperaturstigning en kæmpeudfordring
for verdenssamfundet. Det gælder især hvis vandstanden i
verdenshavene stiger mellem 0,2 og 1,2 meter i dette
århundrede. Derfor er overvågning af klimaforandringer et
vigtigt aspekt, især tæt overvågning og varsling af hedebølger
fremhæves som en særlig vigtig indsats.
I artiklen argumenteres for, at flytningen fra land til by kan
være et led i klimatilpasningen. Et af argumenterne er, at byboeres
emissioner i gennemsnit er lavere end tilsvarende landbrugeres
emissioner. Et andet argument er, at det er lettere at beskytte en
hel by med diger end det er at beskytte en hel masse små byer
langs en sårbar kyst.
Rige lande vil bedre kunne klare de tilpasningsudfordringer,
som 2°C opvarmning skaber, fordi de har den tekniske
ekspertise, velfungerende politiske institutioner og den
finansielle slagkraft der skal til.
Problemerne er langt mere alvorlige i de fattige lande, som også
vil rammes hårdere af klimaændringerne. The Economist mener, at de
rige lande skal være foregangsbilleder for fattige lande og vise,
at tilpasningsstrategier bør indgå bredt i den politiske dagsorden,
i stedet for blot at kanalisere milliarder af dollars mod
forebyggende tiltag i de fattige lande.
Kilde: The Economist 25 november 2010