Kommunerne har gode muligheder for klimatilpasning med den eksisterende lovgivning.
Det konkluderer den arbejdsgruppe, som regeringen og KL i
fællesskab nedsatte i forbindelse med aftalen om kommunernes
økonomi for 2010 for at udarbejde et grundlag for den kommunale
indsats vedrørende klimatilpasning, energibesparelser og kommunale
energiplaner.
Arbejdsgruppen, der nu har afsluttet sit arbejde, anbefaler at der
arbejdes videre med konkrete forslag til model- og
værktøjsudvikling for at understøtte klimatilpasningsindsatsen,
bl.a. en prototype på et screeningsværktøj vedr. oversvømmelse fra
havet.
I forhold til strategiske energiplaner anbefaler arbejdsgruppen,
at forslaget om strategiske energiplaner i kommunerne bør indgå i
overvejelserne senere på året om en ny energiaftale, og at KL og
Klima- og Energiministeriet indgår i en fortsat dialog med hinanden
og andre relevante parter om at udvikle et beslutningsgrundlag om
dette.
"Rapporten viser, at vi i Danmark har den rette lovgivning,
som sikrer gode muligheder for at myndighederne kan tage initiativ
til den nødvendige klimatilpasning. Men vi kan også se, at vi i
fællesskab skal arbejde videre med at udvikle de nødvendige
værktøjer." udtaler klima- og energiminister Lykke Friis, og
fortsætter "Jeg ser også frem til at diskutere strategiske
energiplaner i de kommende forhandlinger om en ny energiaftale, når
beslutningsgrundlaget er på plads. Der er spændende perspektiver i
idéen, bl.a. om sådanne planer kan sikre en højere grad af
samtænkning mellem lokale og nationale målsætninger og
rentabilitet."
For så vidt angår energispareområdet anbefaler arbejdsgruppen, at
en evaluering i 2012 afventes, inden det vurderes, om den
eksisterende energispareaftale mellem ministeren og kommunerne fra
2007 skal ændres. Det anbefales endvidere, at kommunerne søger at
udnytte energiselskabernes viden og ekspertise, fx i forbindelse
med energiselskabernes arbejde med energibesparelser. Samtidig
opfordrer arbejdsgruppen Center for Energibesparelser til at se på
potentialet for energibesparelser i kommunerne.
"Arbejdet med klimatilpasning er en stor udfordring - og der
er behov for at prioritere indsatsen på alle niveauer. Rapporten
oplister værktøjer og samler tilgængelige ressourcer med det mål
for øje at løfte opgaven med at klimatilpasse bl.a. vores veje og
byer. Der er også behov for at forholde sig til, hvad
klimatilpasning koster - og det vil KL også gerne tale
om. Hvad angår vores aftale om energibesparelser, synes jeg
det er fornuftigt, at vi venter på, at den udløber, før vi begynder
at tale om nye aftaler. Hvis forslaget om strategiske energiplaner
kommer med i den nye energiaftale, ser jeg store muligheder for
kommunernes rolle i at sikre Danmarks fortsatte
forsyningssikkerhed", siger formand for KL's udvalg for teknik
og miljø Martin Damm.