Del artikel Print
Det kan betale sig at tilpasse sig til et stigende havniveau.

Det kan betale sig at tilpasse sig til et stigende havniveau.

En havstigning på 36 cm vil uden yderligere tilpasninger give årlige skader for 130 mia. kr. ved kysterne i EU, mens de samlede udgifter til tilpasning og skader reduceres til 34 mia. kr. hvis man tilpasser sig

Klimaændringerne betyder at middelhavniveauet vil stige med 30 til 100 cm frem mod år 2100. Det vil betyde at større arealer oversvømmes ved stormflod ligesom saltvand kan trænge ind i ferske områder og derved ødelægge drikkevandsforsyningen.


En gruppe europæiske forskere har set på omkostningerne for EU-landene ved to forskellige klimascenarier: B1 - lavt CO2-udslip - og A2 - højt CO2-udslip. B1-scenariet kommer tættest på målet om maksimalt 2 grader global opvarmning.


Omkostningerne er beregnet med DIVA-værktøjet, der blev udviklet i EU-forskningsprojektet DINAS-COAST. Det er et interaktivt værktøj, der gør det muligt at vurdere hvor sårbare enkelte kyststrækninger er over for havstigninger, og hvor brugeren kan vælge tilpasningsstrategier i forhold til forskellige klima- og økonomiske scenarier og analysere det sandsynlige resultat af  forskellige strategier.


Der er brugt en middelhavstigning for de to scenarier på hhv. 36 og 47 cm i 2100. Den socioøkonomiske fremskrivning af A2-scenariet øger befolkningen fra 450 mio. i 2000 til 600 mio. i 2100, mens B1 giver en stagnerende til faldende befolkning, en forskel der først bliver tydelig efter 2030. Bruttonationalproduktet vokser derimod hurtigere under B1. Det betyder, at de samlede skadesomkostninger i de to scenarier bliver stort set ens i 2100 på hhv. 130 og 126 milliarder kr. om året for B1- og A2-scenarierne selvom havstigningen er større i A2-scenariet. I det følgende refereres kun til omkostningerne ved B1.


EU's kyststater

I 2010 er skadesomkostningerne i forbindelse med oversvømmelser og saltvandsindtrængen beregnet til 25 milliarder kr. om året, hvoraf en fjerdedel skyldes saltvand. Hvis man ikke tilpasser sig, vil dette beløb vokse til 42 milliarder i 2030, 61 milliarder i 2050 og 130 milliarder i 2100. Saltvandsindtrængningens andel er i 2100 faldet til en tiendedel.


Hvis man derimod tilpasser sig med forbedrede diger og øget kystfodring, vil de samlede udgifter til skader og tilpasning være på 24 milliarder kr. om året i 2030, 26 milliarder i 2050 og 34 milliarder i 2100.

Da det ikke er muligt at forhindre saltvandsindtrængningen, vil skadesomkostningerne ved den være ens for de to alternativer. Trækkes disse omkostninger ud af regnestykket, betyder det at øget kystbeskyttelse vil reducere omkostningerne med en faktor 2 i 2030, en faktor 3 i 2050 og en faktor 5-6 i 2100.


Danmark

Ud fra figurerne i nedennævnte artikel kan man få nogle tal ud for Danmark. De giver et noget andet billede end for de europæiske lande under ét.

I 2050 vil skadesomkostningerne, hvis man ikke tilpasser sig yderligere, være på 1 milliard kr. om året, mens omkostningerne ved forbedring af diger og øget kystfordring vil være på 2 milliarder kr. om året.

I 2100 løber skaderne op i 4 milliarder kr. uden tilpasning og i 3 milliarder kr. med tilpasning. Det noget overraskende resultat skyldes formodentligt at relativt mange diger langs de indre danske kyster kun har til formål at sikre, at jorden kan dyrkes. De beskytter ikke infrastruktur og bebyggelse. Derfor vil det samfundsøkonomisk ikke kunne betale sig at beskytte sig mod en havstigning på 15-20 cm, mens det godt kan for en havstigning på 35-45 cm.


Ovenstående bygger på følgende artikel ( refereret af Bent Andersen, KFT, Aarhus Universitet):
Hinkel J., R. J. Nicholls, A. T. Vafeidis, R. S.J. Tol & T. Avagianou (2010): Assessing risk of and adaptation to sea-level rise in the European Union: an application of DIVA. Mitigation and Adaptation Strategies for Global Change (in press: DOI 10.1007/s11027-010-9237-y)