Del artikel Print
Håndbog i klimaledelse sætter fokus på lokal afledning af regnvand

Håndbog i klimaledelse sætter fokus på lokal afledning af regnvand

Billigere og enklere former for regnvandshåndtering er i fokus i årets 3. opdatering af håndbogen Klimaledelse, som udgives af Grontmij | Carl Bro og Forlaget Andersen. Det skriver Licitationen.

Staten, kommunerne og selv den enkelte husejer skal tilpasse sig det nye klima med voksende nedbørsmængder og finde finansieringsmuligheder, og ifølge Grontmij | Carl Bro kommer vi ikke uden om at forny dele af kloaksystemet. Derfor skal der findes der billigere og bæredygtige alternativer til håndtering af regnvand, og rådgiverne ser nu også på, om disse alternativer tilmed kan skabe værdi for os.

I håndbogen Klimaledelse går Ph.D. stud. Toke Panduro fra Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der forsker i LAR (Lokal Afledning af Regnvand), bl.a. i dybden med, hvordan myndighederne kan bruge LAR-løsninger i offentlig regi og motivere borgerne til at indføre LAR i private ejendomme.

Klimaledelseshåndbogen har siden lanceringen i marts 2009 samlet den nyeste viden, erfaringer og forskning inden for alle facetter af klimaledelse. I 2010 er hovedtemaet, hvordan klimaledelsesaktiviteterne kan lede til et bæredygtigt samfund. Bogen vil have særlig fokus på de samfundsområder, hvor bæredygtighed vil give en god samfundsmæssig gevinst, nemlig transport, byggeri, planlægning og design, vand, energi samt vækst og kompetencer.


Kilde: Licitationen - Byggeriets Dagblad 15. juli 2010