Del artikel Print
Skrappere krav til tage efter snevinteren

Skrappere krav til tage efter snevinteren

Den lange vinter med store mængder sne har været skyld i mange tagskader og fører nu til krav om skrappere byggeregler.

Omkring 1000 indmeldinger til forsikringsselskaberne Tryg Vestas, Topdanmark, Alm. Brand Forsikring og Codan om skader på danske bygninger er i denne vinter forårsaget af de store mængder sne, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Især bygninger med store flade tage som svinestalde, minkfarme, ridehaller og industribygninger har været udsatte, og alene for Alm. Brand vurderes skaderne at koste forsikringsselskabet 25 mio. kr. Dette har sat fokus på normerne for de krav om snelast, som tagene dimensioneres til.

Fra det rådgivende ingeniørfirma, Bygningskontoret Nord A/S, vurderer direktør Bente Søgaard, at de gældende normer for snelast på tagene er langt overskredet. Hun tilføjer til Licitationen - Byggeriets Dagblad

- Det er dybt kritisk. Vi har med al tydelighed haft en mængde sne, der overskrider normerne. Jeg tror, der kommer et efterforløb, hvor man vil revurdere normforudsætningerne.

Ligeledes mener Jørgen Nielsen, at det er på tide, at snelastnormerne bliver strammet. Han udtaler til Licitationen - Byggeriets Dagblad

- Når vi ser skader på hundredvis af bygninger, så er der noget, der tyder på, at der enten skal gøres noget ved snelastnormen eller styrkenormen. 

Kilde: Licitationen - Byggeriets Dagblad den 15. februar  2010, side 5.