Øget nedbør og kraftigere regnskyl hæver grundvandsspejlet og giver problemer med at holde vandet væk fra kørebanen på ny motorvej i Silkeborg, skriver Midtjyllands avis.
Den nye motorvejsstrækning gennem Silkeborg er budgetteret til
6,3 milliarder kroner, men ser nu ud til at give en ekstraregning.
Motorvejen skal på en tre kilometer lang strækning graves ned for
at mindske støjniveauet, hvilket giver problemer
med grundvandet.
Det varmere klima betyder øget nedbør og kraftigere skybrud
hvilket hæver grundvandsspejlet, som i forvejen ligger højt i
området. Fremtiden vil ifølge klimamodeller byde på endnu mere regn
og Vejdirektoratet har derfor hyret GEUS for at finde en løsning.
Forskningsprofessor Jens Christian Refsgaard udtaler til
Midtjyllands avis:
- Grundvandsmagasinerne ligger højt på strækningen, og når man
graver motorvejen fem til ti meter ned, så halverer man nærmest
størrelsen af magasinerne. Så hvis man ikke gør noget, vil vandet
både presse på nedefra og dæmme sig op på den nordlige side af
motorvejen, så det måske ville kunne flyde ned over væggene og ned
på vejen, forklarer Jens Christian Refsgaard.
Der arbejdes i øjeblikket på forskellige løsningsmodeller for at
få bugt med det øgede grundvandsspejl. Projektleder Carsten
Sandgaard Christensen udtaler til Midtjyllands avis at der kan
blive tale om et tre cifret millionbeløb for at tilpasse
motorvejsstrækningen til det hævede grundvandsspejl.
Kilde: Midtjyllands avis, 1. dec 2010, Sektion 1, Side 1