Del artikel Print
Rekordår for dræbersnegle truer

Rekordår for dræbersnegle truer

Skov og Natur frygter at dræbersneglen vil invaderer Danmark i 2011. Dette skyldes den meget våde sensommer vi har oplevet i år.

Ud over større risiko for oversvømmelser, tørke og andre konsekvenser af klimaforandringerne, frygtes det nu også at et vådere og varmere klima vil øge mængden af dræbersnegle. Især næste år kan blive alvorligt truet af sneglen. Dette skriver Skov og Natur i det seneste nyhedsbrev.

Den seneste tids voldsomme mængder regn giver en fugtig sensommer, og det betyder gode vilkår for Den Iberiske Skovsnegls (dræbersneglen) forplantning. Skov og Natur varsler om at år 2011 kan blive et rekordår for antal af dræbersnegle i Danmark. Sneglene bliver nemlig kønsmodne i sensommeren, og med det fugtige klima, bliver forholdene for forplantning optimale.
 
Vil man undgå at haven bliver invaderet og raseret af dræbersnegle til foråret, er det nu, mens sneglene endnu ikke har lagt deres æg, at man skal gøre en indsats nu for at bekæmpe dem.

- De voksne snegle er lette at finde, hvorimod de små snegle, der kommer ud af æggene, er helt gennemsigtige og svære at få øje på. Derfor er det nu, man skal slå til, hvis man vil undgå, at 2011 bliver et stort år for dræbersneglen, siger biolog Hans Erik Svart fra Skov- og Naturstyrelsen.

Skov og Natur anbefaler flere måder at bekæmpe sneglen på.

  • Anvend en skovl eller et tilsvarende haveværktøj til at hugge den over
  • Opsæt fælder eller anvend gift
  • Tag gummihandsker på og saml dem i en spand, og hæld derefter rigeligt kogende vand over. Sneglen er ikke giftig, men det anbefales at bruge handsker, for at undgå sundhedsrisici.

 

"Det er et temperamentsspørgsmål, hvilken metode man foretrækker. Det afgørende er, at man får det gjort, inden sneglene forplanter sig. Snegle lægger et meget betydeligt antal æg, så hver snegl, man kan slå ihjel, forhindrer mange snegle i haven til næste år," siger Hans Erik Svart, der understreger, at det er vigtigt, at man bagefter graver de døde snegle godt ned.

Ligger der døde snegle på jorden kan man nemlig risikere at det tiltrækker endnu flere. Derfor er det enormt vigtigt at fjerne de døde.

Klimaforandringerne giver dræbersneglen rigtig gode trivselsvilkår i Danmark, og vil udover at plage haveejere, også være en trussel mod den danske natur. Sneglen har nemlig meget få naturlige fjender i den danske natur. I Sydeuropa hvor sneglen stammer fra holdes standen nede pga. det generelle tørrere klima, som sneglen ikke tåler for meget af.