Den globale opvarmning får torskene til at flygte mod nord og væk fra Nordsøen, skriver Berlingske Tidende på baggrund af ny undersøgelse
I de sidste 40 år er temperaturen i Nordsøen steget med én grad,
hvilket betyder store ændringer i det marine miljø. Med denne
temperaturstigning er forekomsten af plankton, som er torskeynglens
livret, reduceret med 60% og derfor flygter torskene fra Nordsøen
mod Barentshavet, skriver Berlingske Tidende på baggrund af en
undersøgelse, lavet af engelske og franske forskere.
Ifølge artiklen har denne favoritplankton bevæget sig 30 kilometer
mod nord for hvert år der går, og vil i slutningen af dette
århundrede være helt væk, hvis temperaturen stiger, som FN's
klimapanel, IPCC, forudsiger.
Hvis torskene forsvinder fra Nordsøen, vil det have alvorlige
konsekvenser for miljøet i havet, for torsken er en vigtig fisk i
fødekæden. Uden torsk, vil krabberne få langt bedre levevilkår, da
torskene normalt jager krabber og holder bestanden nede. Med en
øget bestand af krabber, vil der være risiko for færre fladfisk, da
krabber æder disse. Dermed kan klimaforandringer føre til alvorlige
konsekvenser for det marine miljø.
Studiet hedder Trophic amplification of climate warming og er
publiceret d. 9. september 2009 i tidsskriftet "Proceedings of the
Royal Society Biological Sciences".
Kilde: Berlingske Tidende den 28. september 2009, 1. sektion, side
4.