Del artikel Print
Varmere klima giver nye sygdomme

Varmere klima giver nye sygdomme

Danmark får stadig flere eksotiske sygdomme som følge af globaliseringen og det lunere vejr. Det skriver Michael Rothenborg i Politiken.

I begyndelsen af august i år var Statens Seruminstitut kommet på overarbejde i Tokkekøb Hegn i Nordsjælland, hvor en medarbejder var sendt i marken med et lagen på en pind, som han viftede hen over jorden.

Der var tale om et skridt i bekæmpelsen af Danmarks farligste dyr, som nu i dele af landet er blevet endnu farligere, nemlig skovflåten. Medarbejderen skulle indfange skovflåter til undersøgelselse for at kunne bekræfte, at en skovarbejder var blevet smittet med sygdommen TBE i Nordsjælland, hvilket ville være den første gang en person blev smittet i Danmark uden for Bornholm.

TBE, også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse, er en sygdom, der overføres ved flåtbid. Sygdommen overføres med det samme i modsætning til fx borrelia, og kan i sjældne tilfælde være dødelig. Sygdommen overføres ved ca. en halv procent af biddene. Af dem, der bliver syge vil en trejdedel udvikle hjernebetændelsen og 1-2 procent dø.

Antallet af flåter, der er inficeret med TBE, vil sandsynligvis stige i takt med, at vores vintre bliver mildere og fugtigere og forårene endnu varmere. Desuden vil det stigende antal af hjorte i Danmark bidrage til et stigende antal af flåter, hjortene er vigtige fødekilder for flåterne.

Andre sygdomme også på vej
Udover TBE vil en række andre sygdomme sandsynligvis blive hyppigere som følge af klimaforandringerne. Det gælder fx Weils syge, der primært overføres via rotters urin, som føres med spilde- og åvand ud i havet, og som oftest smitter kloakarbejdere og andre i hyppig kontakt med overfladevand. 

Eksperter er også bekymrede for, at stadig flere insektoverførte virusser muterer og dukker op steder, hvor man ikke troede de kunne overleve. Således blev en del italienere i Castiglione di Cervia i det nordlige Italen ramt af Chikungunya-virus. Virussen er en afart af den gule feber og overføres af tigermyg. Normalt findes den gule feber kun i regionen omkring Det Indiske Ocean.

Kilde: Politiken, søndag d. 15. november. Viden, side 5